StoreForventninger_1700

Spionage, korruption og intriger i Frederiks 4.s København

149

Erlund svarede selv, at han ikke kendte til brevet, men at en kancelliråd Hahne måske kunne sige noget om det. På trods af det usandsynlige i, at kancelliråden havde forsøgt at brænde et brev i Erlunds kakkelovn, blev denne del af sagen ikke forfulgt. Det hang sammen med, at det netop var på den tid, at Frederik 4. fjernede anklagepunktet fra kommissoriet og forbød kommissionen at undersøge brevåbningerne.14 Til disse anklager føjede sig en generel utilfredshed med den måde, hvorpå Erlund havde bedrevet postspionagen som et privat foretagende. Frederik Rostgaard påpegede i sin betænkning det formastelige i, at Erlund fra 1711 havde ladet føre sine personlige kopibøger over opsnappet post parallelt med de kopier, han indsendte til konge og kancellier. Bendix Jørgensen havde været hovedskriveren, men også Koldings postmester, Jens Riis, havde tidligere bistået Erlund i dette arbejde. Ifølge Rostgaard burde en privat person ikke have disse kopibøger i sine private gemmer, ligesom han var af den mening, at sådanne sager, »som burde holdes geheim og lægges ind i eders majestæts geheime arkiv, ikke af kammerråd Erlund burde have været betroet til sådanne folk som Bendix Jørgensen at afkopiere«. Rostgaard begyndte med andre ord i forlængelse af anklagen om åbning af kongens brev at pege på nogle generelle sikkerhedsproblemer i Erlunds postspionage, og hans indlæg indebar en advarsel mod den risiko for magtmisbrug, der lå i Erlunds særlige position. Tilbage står spørgsmålet, hvorfor Erlund havde åbnet kongens breve? En nærliggende mulighed er, at han havde kunnet bruge indholdet i de håndskrevne aviser, han siden sin tid ved brevpostkontoret i Hamburg havde skrevet og distribueret med stor fortjeneste. Dette nævner f.eks. Erlunds tjener Jeppe Buck en passant i et forhør på en måde, der nærmest tager det for givet, at det skulle være Erlunds eneste tænkelige motiv.13 Det er bemærkelsesværdigt, at ingen syntes at tænke, at Erlunds åb­ ning af kongens breve kunne have været en regulær dobbeltspionage for Sverige, Gottorp eller andre magter. 1700-tallet savnede ikke eksempler på Postkarte over brevefra en dansk købstad tilNorge, 1814. Når et brev skulle a f sted, blev det noteretp å et såkaldt »postkarte«, der ledsagede detp å dets vej sammen med bundtet a f breve til samme destination. Vedpostens ankomst blev kartet opslået i eller udenp å postkontoret, såfolk kunne se, om der var breve til dem med den ankommende post. Kartets oplysninger blev siden overført til en postprotokol til brugfo r revisionen a f postens regnskaber. Oftest blev karter og protokoller herefter kasseret. Men som vore dages logninger a f teledata kunne karterne bruges til at spore og kortlægge korrespondancer og netværker. Det sketef.eks. i 1814, hvor regeringen var mistænksom over fo r borgeres forbindelser til det liberale Norge. Foto: Sune Christian Pedersen.