StoreForventninger_1700

Et Problema Politicum

109

Fra England rejste han videre til Holland, hvor han i 1740 modtog en opfordring fra Johan Ludvig Holstein, der var præsident i Danske Kancelli, til at komme hjem og få ansættelse som professor ved Københavns Uni­ versitet, da der var en stilling ledig. Stampe fulgte opfordringen, men da universitetet havde selvstyre, kunne Holstein ikke gennemtrumfe ansættelsen. Stampe måtte derfor ud i en konkurrence med de andre interesserede. Han udarbejdede en juridisk afhandling med titlen Dissertatio de testamentis , som skaffede ham den juridiske doktorgrad, men det ledige professorat fik han ikke. Han tabte konkurrencen og professoratet gik i stedet til Kofod Ancher. Året efter lod Holstein Stampe udnævne til juridisk professor med ret til at holde private forelæsninger og i 1743 blev han optaget i Konsistorium og på det juridiske fakultet. 11751 blev han endelig udnævnt til universitetets kvæstor. Dvs. at han fik ansvaret for universitetets økonomi. Endelig i 1753 blev han, som nævnt, udnævnt til generalprokurør, hvilket var en af de højeste juridiske poster, man kunne opnå. Som generalprokurør havde man nemlig en overordentlig stor indflydelse på landets lovgivning og på fortolkningen af landets love i tvivlsspørgsmål. Et sådant tvivlsspørgsmål blev Stampe forelagt i 1758, da urte­ kræmmerne i København havde indgivet en memorial - dvs. indsendt en ansøgning - til Danske Kancelli, hvori de søgte om lov til at stramme deres laugsartikler eller laugsregler, således at det i fremtiden ville blive endnu sværere end det allerede var at blive optaget som mester i urtekræm- merlauget. Noget sådant så Henrik Stampe ikke med milde øjne på. Politisk og økonomisk var han de nye tiders mand. Han kunne ikke indse, at staten havde nogen nytte af at begunstige nogle på bekostning af andre. Statens opgave var det almindelige bedste og den dansk-norske stat hørte, mente Stampe, til de allermest retfærdige og oplyste i samtidens Europa: »Den danske regering er en slags faderlig regering«, siger han et sted. I Danmark- Norge lever man op til lovens bogstav og intetsteds er lov og ret »i større vigør end i disse riger«.4 Derfor kunne Henrik Stampe ikke godtage, at utidssvarende og tra­ ditionelle organisationer som laugsvæsenet lagde bånd på den økonomiske udvikling i landet. Han var, som historikeren Hans Jensen fortæller, »ingen ven af laugsvæsenet« og det var således Stampe, der tre år senere, i 1761, havde afgørende indflydelse på det kongelige reskript, som forbød al op­ rettelse af nye laug. Reskriptet bestemte yderligere, at det skulle gøres lettere og mindre bekosteligt at blive optaget som mester i de allerede