Spejlet

Henriques.

Jespersen. Før Revyen.

Melbye.

Den sidste Haand lægges paa Revyen.

Henriques og Melbye. ------- D e t kan lokke Taarer frem paa min Kind, naar jeg tænker paa hvorledes det vil gaa om et Par hun­ drede Aar, naar Melbye og Henriques ’Navne absolut ikke maa lyse længere. Jeg husker ikke hvem der skrev Shakespeares Værker. Og jeg vilde ikke græde over den Ting, hvis jeg ikke mente at man har gjort den Mand — ikke Shakespeare men den anden —kolosal Uret. Hvad har han gjort at han saaledesskal bruges som Lysepuster? O Rædsel at skulle spille en saadan Rolle. Jeg lever i en stadig Frygt for Aaret 2102. Naar den Tids Svend Flue sidder og gransker sine Havannablade og kommer til det Resultat, at Henriques og Melbye aldrig har skre­ vet nogen Revy, saa vil det maaske gaa ud over min Grav­ fred : »Det er tilfulde konstateret at Melbye kun var en habil Keglespiller, som fik sin Rerømmelse den Dag, da han slog de Otte 0111 Kongen i højre Spænd. Vanskeligere er det at paavise Aarsagen til Henriques’Glorie. Men det antages fra ganske paalidehg Kilde, at det skete da hans Datter tog en ualmindelig fin Studentereksamen med en saa uhyre Ladning Point at hun forærede sin Fader en hel Haand- fuld. Disse Pointer, og én eneste fransk lundi hos en datidig Melanie Borring, var alt hvad Henriques ejede af Kundskaber. Han kunde hverken læse, regne eller skrive. Henriques forsøgte sig som Rogtrykker; det gik lige akkurat fordi andre satte Bogstaverne paa de rigtige Pladser. — Det er jo horribelt, at man i over to hundrede Aar har troet paa den Mythe at de berømte Revyer var skrevet af Henriques og eventuelt Melbye.« — Det gør mig slet ikke ondt for Melbye og Henriques, de kan lade være med at digte noget man husker saa urimelig længe. Men naar jeg dør, saa vil jeg have Fred. Tag et andet Skelet som intet ved. Jeg ved at Henriques og Melbjæ skriver de hedste Vers i Danmark; lige saa gode Vers skriver kun Holger Drachmann. Som der kun er én Drachmann, saaledes er der kun to Revyforfattere. Juli 1902. Olfert Jespersen.

Olfert Jespersen. U n d e r t e g n e d e er ganske enig med Fritz Jørgensens Maler. Jeg bøjer mig for Beethoven og H. C. Lumbye, Wagner og Offenbach, o. s. v. o. s. v., men Olfert Jespersen har et Fortrin frem for dem alle, et ubestrideligt Fortrin, muligvis ikke for Efterverdenen, men for mig. Alle de andre, der maaske — jeg maa have Lov til at sige maaske —kunde gøre mig sainme Nytte, hvis de havde dette Fortrin, de har det ikke, de er alle mere eller mindre udødelige, men de er døde. Jespersen er le­ vende, spillevende. Og han dør maaske aldrig. Denne mær­ kelige Overtro, at alle Mennesker skal dø, har jeg aldrig forstaaet. Der findes jo over 1000 Millioner Mennesker her i Verden, der aldrig er døde, saa det er da kun sandsynligt, absolut ikke sikkert, at vi alle skal dø — og jeg føler Trang til i dette Øjeblik at udbringe et Længe leve Olfert Jespersen. Han er en Befordrer af det gode Humør, en Tonekunstner, der med smaa og beskedne Midler har skaffet sine Medmennesker mange glade Timer. Naar 434,397 Mennesker for Øjeblikket synger i København, og det gjør de — af og til — saa er det næppe for meget sagt, at de 297,592 — af og til — synger en Melodi af Olfert Jespersen. Hans Melodier tilegner Folk sig hurtigt; han maa ganske vist undertiden spille en af dem 20 Gange for mig, før jeg kan skrive Text til den, men de er som Regel ikke sunget 100 Gange paa Morskabsteatret eller Nørrebros Teater, før enhver lille Dame kan kvidre dem, og Skomagerungdommen fløjte dem ned ad Strøget. Altsaa Olfert Jespersen længe leve! Med Hens 3 m til en Karakteristik og en Biografi af Olfert Jespersen henviser jeg til Salmonsens Konver­ sationslexikon, næste Udgave. For at denne Artikel dog skal bringe noget positivt, skal jeg bemærke, at han er født i Nyboder, at han ikke drikker Spiritus, og at han af og til bliver klippet, men ikke saa meget, at det kan ses. Han har kun 1 Gang holdt Jubilæum og er endnu — da disse Linjer skrives — ikke Ridder af Dannebrog. Sganarel.

Revyforfatterne i Sganarels Have.

- 93 -