Spejlet

Anseelse og kom igen med sin Snak 0111 den stærkeste og Præsten og Tante Line, og hvad ved jeg altsammen. Men Spektakel blev der! Alle de, der havde haft noget, holdt med Sogneraadsformandens Søn, og alle de, der ikke havde haft noget, holdt m ed Knægten, og det va r ikke til at faa Ende paa. Der va r ikke andet Raad, — vi maatte køre hjem straks. Men aldrig er jeg kommet saa elendig hjem fra

vilde sige et Alvorsord til ham , saa vilde jeg sige Dem saa mange, mange Tak, for Præsten h a r han saadan Tillid til, og hvad Præsten si­ ger, det vil han ogsaa gøre. Ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal gribe til — aa, jeg er færdig at gaa ud af m it gode Skind!« Bagerkonen tog sit Lommetørk læde frem og tørrede sine Øjne, T rækningerne kom igen paa den lille Synders Ansigt, og den unge Præst

CARL THOMSEN.

stod bestandig og saae saa underlig "tankefuld paa dem begge to — det var næsten som 0111 det begyndte at bæve i hans Ansigt med. P lud ­ selig lød der en Snøften — den ny Drengs Mod var brud t, og han brast i Graad. »Tante Line sagde«, hulkede han, »at jeg skulde høre godt efter Præsten og gøre, hvad han sagde, saa vilde jeg blive god, og alle Men­ nesker vilde holde af mig. Og jeg h a r ogsaa gjort det, for Tante Line er syg og vil have Glæde af mig, det sagde hun. Men n u er alle Mennesker vrede paa mig og siger, jeg er en slem Dreng, og Dummepeter er vred paa mig,

en Fornøjelsestur. Min Mand blev saa harm , saa det va r grusom t, da han hørte, at alle Bol­ lerne va r væk, og Kunderne i Oprør. Jeg tor- sikrer Dem, Hr. Pastor, at Sogneraadstorman­ den va r saa vred, som 0111 han havde været en Tysker, og alle de agtværdige Foræ ldre mente, at saadan en Unge skulde have sig en ordentlig Omgang. Men, ser De, Hr. Pastor, han er jo nu ikke vor egen. Min Søster Line h a r betroet mig ham , mens hun ligger paa Hospitalet, jeg h a r lovet hende at være god imod ham , og saa h a r m an jo et Slags Ansvar tor saadan en hitte Stump. Derfor tænkte jeg, at hvis Præsten

— 89 -