Spejlet

Pludselig lød der en Mjaven ved Siden af hende. Det var Husets hvide Kat, der var kom­ men listende langsmed den maanebeskinnede Mur og nu strøg sig kælent henover hendes Ben. Først gemte hun sig for den med det be­ gyndende Afsinds overtroiske Skyhed. Men da den blev ved at gnide sig op ad hende, og især da den gav sig til at spinde med denne fortro­ lige Lyd, der levendegjorde Erindringen 0111 de hyggelige Vinteraftner inde ved den varme Ovn, overvandt hun sin Angst og tog den op i sit Skød. Og nu udøste hun over den al sit døds­ rædde Hjertes Ømhed, trykkede den til sit Bryst, rullede dens dugvaade Poter og bad den sige til Faderen og Moderen, at de ikke maatte blive vrede paa hende; hun havde været saa ulykkelig. Men Katten fandt tilsidst hendes Kærtegn for kraftige og begyndte at hvæse. Saasnart hun slap den, sprang den bort. Og atter sad hun ene med sin Anger og Fortvivlelse. Og hun skjulte Ansigtet i sine Hænder for at samle Mod til det sidste Farvel. Da hørte hun Faderen hoste derinde. Lidt efter knagede Sengen, — og i samme Nu var hun i vild Flugt borte fra Huset. Søren Kousted vækkedes regelmæssigt paa denne Tid af Natten af en naturlig Trang, der tvang ham op af Sengen. I bar Skjorte, kun med sine Træsko paa, stillede han sig ud paa Stenflisen udenfor Døren; og mens Vinden vif­ tede med hans stumpede Skjorteflige, saa han sig søvndrukken omkring paa Himlen for at tage et Skøn over Vejrudsigterne. Der var nu ikke en Sky at øjne nogetsteds. Maanen skin­ nede ham lige i Ansigtet. — Søren faldt helt hen i Beundring over den dejlige Nat. Saa lukkede han Døren til og krøb igen ned i Sengevarmen med den velgørende Bevidsthed, at der endnu var et Par Timer til Dag. Men allerede ved det andet Gry var baade han og Mariane paa Benene. Søren gav sig til at flække noget Brænde ovre i Udhuset, mens Mariane kogte Mælkegrøden; og da denne var

fortæret, tog han sin Skovl og gik til Arbejde i en nærliggende Grusgrav. I det hele forløb Dagen foreløbig paa den vante Vis i det lille Husmandshus, hvortil der ikke let ad Rygtets Vej naaede noget Bud om, hvad der allerede optog alle Sind inde i Byen. Stedet laa helt ensomt, til den ene Side skjult af høje Bakker, til den anden med Udsigt over en stor og grund Sø, bag hvilken Landet igen hævede sig, bedækket med vidtstrakte Skove. Ud paa Formiddagen kom Mariane gaaende paa et kort Stykke Sti, der fra Huset førte ned til Søbredden, hvor der i en Udhugning i det brede Bælte af Bør og Siv, som kransede Vandet, var anlagt en lille Vaskebro. Hun bar et Banke­ træ og lidt Tøj, der skulde skylles, da hun plud­ selig stansede helt forskrækket. Der var noget, som viste sig derhenne i Sivene. Hun hørte det pjaske og bruse, som 0111 et eller andet stort Dyr flygtede afsted gennem Risskoven. Et Øjeblik efter var alt igen stille; men den gamle Kone var bleven saa opskræmt, at hun vendte 0111 og gik tilbage til Huset med sit Vasketøj. Hun havde det gerne med at blive forkyst, naar hun saadan gik der ene ved Hjem­ met og hørte eller saa noget, som hun ikke straks kunde forklare sig. Da Søren en Stund efter kom hjem til Mid­ dagen og de sad ved Bordet 0111 den hede Stege­ pande, hvor Flæskestykkerne laa og spruttede i Mælkejævningen, fortalte hun ham 0111 sin Oplevelse og spøgte nu selv med sin Forskræk­ kelse. Men i det samme lød der Trin udenfor. Mariane vendte sig mod Vinduet og saa, at det var Præsten. Baade det ganske uventede i dette Besøg og den sære Maade, hvorpaa han saa sig ligesom søgende omkring i Stuen, vakte straks Foræl­ drenes Uro. Præsten var ogsaa meget bleg. »Der er da ikke noget i Vejen med Kirstine?« spurgte Mariane. „Hun er altsaa ikke her,« sagde han efter et Ophold, hvorunder han havde lukket Øjnene, nu maatte da alt fortælles, som det var. (Sluttes).

— 42 —