Spejlet

et noget forsagt Indtryk, medens han i Hjemmet haandfast hævdede den husfaderlige Myndighed. Han var nu bleven graa og bøjet efter et træl­ somt Liv. Udtrykket i hans kæbestærke Ansigt talte om den lidt sørgmodige Fred, der kan komme over virksomme Mennesker, naar de lykkelig og vel har gennemstridt Kampen for Tilværelsen og nu føler Livet en Smule tomt, siden det ikke længer byder dem Vanskelig­ heder at overvinde. Indtil Bogstavet tro mod Skriftens Ord og den guddommelige Lov havde han opdraget sine Børn under tidlig Tugt og Tvang, og det var da ogsaa gaaet dem alle godt i Verden. Den yngste af dem, den lille Kirstine, havde endog nydt den Udmærkelse straks efter sin Konfirmation at komme til at tjene Præstefol­ kene, som var meget ansete og afholdte der paa Egnen. »Det er, saa sandt, en stor Ære, der her er dig vederfaret,« havde Søren Kousted sagt til sin Datter den Dag, hun blev bortfæstet, idet han forsøgte sig med den testamentlige Ud- tryksmaade, han holdt af at anvende ved saa­ danne Lejligheder. »Der var vel nok de Gaard- mandsdøtre, som kunde misunde dig den. Gør dig nu fortjent til den!« Kirstine glemte aldrig de Ord. Skønt hun var lille af Vækst og endnu halvt et Barn, gjorde hun Besked i Køkken og Kælder, som om hun havde Karlearme; aldrig syntes hun mere vel­ tilfreds, end naar det rigtig lumrede hende 0111 Ørene med Storvask og Hovedrengøring, Bryg­ ning og Bagning. Hun var endda Enepige i det temmelig store Hus, saa det manglede hende aldrig paa Lejlighed til ved Arbejdsiver at vise den Taknemlighed for den nydte Begunstigelse, som ogsaa hendes Madmoder nok kunde lide at mærke hos sit Tyende. Da hun nu dertil var en smuk Pige og havde et net, tilbageholdende Væsen, kom Præstefol­ kene hurtig til at holde at hende og viste hende stadig mere Tillid. Fruen, hos hvem Varmen ellers let steg fra Hjertet til Hovedet, nænnede næsten ikke at skænde paa hende, saa ulykke­ lig blev hun over ethvert lille Uheld. Da hun en af de første Dage var kommen til at slaa en Kop itu, havde hun været aldeles utrøstelig og kunde næsten ikke faa Graaden standset. Det var Erindringen 0111 Faderens tunge Haand, der endnu sad hende i Blodet som Angst og Skam. Kirstine gik nu i sit syttende Aar, og hun havde tjent i Præstegaarden et Aarstid, da det hændte, at hun ved en Midsommerfest traf en

Køretøj, tænker man paa, at saadanne Begiven­ heder jo snart hører til Dagens Orden hertil­ lands, hvor Livet dog former sig saa betryggende, hvor der er Mad nok til alle, og hvor ingen Ild- eller Vandflod, ingen Ørkenvind eller Græs­ hopperegn truer Frugten af Hændernes Arbejde. Man tænker paa, at i det Mylr af statelige Gaarde og venlige Smaahuse, der ligger strøet ud over den frugtbare Egn, er der næppe ret mange Hjem, der ikke gemmer paa et eller andet skummelt Minde, der ikke etsteds paa Loftet eller i et Udhus har en Krog, som Be­ boerne helst søger udenom, og hvorfra om Natten blege og blodige Skikkelser svæver ud i Byen og befolker de Sovendes urolige Drømme. Vi danske, der ellers er saa træge, saa om­ stændelige og mistænksomme, lader os besyn­ derligt hurtig besnakke af Døden. Vi, som synes saa frejdige og leveglade og ogsaa kun sjælden skræmmes op af store Farer, har dog saa ringe Modstandskraft, naar Graven vinker med sin Fred. Derovre i den store, rige Gaard, hvis Vinduer just luer i Solnedgangsskæret som en Række Guldskillinger, levede indtil for nylig en Bondemand og hans Kone i lykkelige Ivaar. De var raske og sunde og havde mange Børn, som alle artede sig vel. Saa faldt der pludselig et sært Tungsind over Konen, og en Dag gik hun ned i Mælkekælderen og skar Halsen over paa sig med en Brødkniv. Og hvorfor? — Ingen ved det. Der ligger her under Nordens urolige Sky­ himmel en Basilisk og lurer paa vor Efter­ tankes svage Øjeblikke. Bedst som vi sidder i Skumringen og lulles ind i Drømme af Kakkel­ ovnsildens vinterlige Buldren eller hører paa en Lærkes sommerglade Kvidren over vort Ho­ ved, kan Uhyret snige sig over os og lønligt suge Marven af vor Vilje. Vi kan aldrig ret vide os sikre for det. Det kan pludselig stirre os imøde fra en farvestraalende Blomsterkalk eller fra Bunden af en Brønd. Det kan skjule sig i Lyden af en fjern Kirkeklokke, som vi lytter til i Ensomhed, og det kan forputte sig i en ligegyldig Dagligstuebemærkning, som vi tilfældig opsnapper men som siden bliver ved at forfølge os, at tone for det indre Øre med en paatrængende, manende Klang, saa vi til- sidst tror at høre en overjordisk Røst, en Kal­ delse deri. ------------------------------------------------ I en lerklinet Hytte paa en lille Husmandslod ved Sognegrænsen boede Søren Kousted og hans Kvinde. Søren var en stille, gudfrygtig Mand, der ude mellem Fremmede kunde gøre

- 17 -