Spejlet

KNUD LARSEN.

Det store Spøgelse. En Fortælling. Af Henrik Pontoppidan. — Med Tegninger af ^Knud Larsen.

Natur synes at rejse Anklage mod En, og man griber sig i med Misundelse at betragte en bar- lænet Vogterdreng for den muntre Sorgløsheds Skyld, hvormed han gaar der paa Marken og knalder med sin Pisk, — — som om man ikke selv for blot en halv Time siden gik glad og tilfreds henad Vejen og nynnede paa en Lov­ sang om Livet og dets Herlighed. Men nu viser der sig atter noget, der til­ drager sig Opmærksomheden og udfrier Efter­ tanken af Stemningens Mareridt. Det er denne Gang en Vogn, et fattigt Enspænderkøretøj, der snegler afsted henne paa Landevejen dybt under En langsmed Bakkedragets Fod. Trods Afstan­ den genkender man den gamle, hvide Hest og ved denne igen Manden, der sidder forover­ bøjet med Armen støttet paa Knæet og Tøm­ men hængende slapt ud af Haanden. Saa gætter man sig ogsaa til, hvad det er for noget underlig langt, han skjuler under et Dækken der bag i den lave Pindevogn. Det er en Ligkiste til hans Ven og Nabo, den gamle Søren Kousted, der forleden tog sig af Dage. Den stræbsomme og almen agtede Mand havde paa det sidste været noget underlig; og sidste Søndag i Kirketiden gik han over i sit Huggehus og hængte sig. Hvorfor? Ingen ved det. Mens man med Øjnene følger det bedrøvelige

a n har en Dag paa en Spaseretur sat sig til Hvile oppe paa en Bakke

og hører herfra en fjern Kirke ringe Solen ned. Aftenens Stilhed, de røde Skyer langsmed Him­ melranden og denne akkurat hørlige Klokkelyd, der undertiden bliver helt borte, fylder En med et ejendommeligt Vemod, en sværmerisk Af­ magtsfølelse, hvori der dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld. Det kommer En for, at man har noget alvorligt at bebrejde sig; og tilsidstbegynder man for Alvor at ransage sin Samvittighed for atefterspore en eller anden usonet Brøde. Alle Dagens smaa Overtrædelser, hvert ukærligt Ord, der er undsluppen En, hver lille Forsømmelse, man har gjort sig skyldig i, svulmer her i Ensomheden fantastisk op og gør Hjertet uroligt. Men nu bortledes Opmærksomheden af en Svale, der flyver forbi, Bevidstheden samler sig igen, og man sidder en Stund og morer sig over de dristige Ottetal, som den lille Fugl be­ skriver i Luften under sin stundesløse Flugt. Men naar Fuglen er ude af Syne, synker man uhjælpelig tilbage i den forrige Stemning; og Andagten rører igen alle Slags uhyggelige Skyld­ fornemmelser op af deres Dyb. Den signede Stilhed rundt omkring, den blodfarvede Aften­ røde, de fremblinkende Stjerner — den hele