Spejlet

gijpti 8 SBtau

synger ganske det samme Repertoire som ifAftes«. — »Ja. men det er jo netop et lielt nyt Repertoire, hun har«. — »Naa, er det det. Ja, jeg skal sige Dem, jeg hører kun daarlig. Men hun kunde da i hvert Fald nok lade være med at tage den samme røde Kjole paa, som hun bar i Gaar.« — »Det er jo en gul Kjole, hun har paa i Aften!« sagde Erik Bøgh. — »Naa, er det det. Ja, jeg skal sige Dem, jeg ser ikke rigtig godt!« Og den Mand var Teaterdirektør! Hr. Reitzel fortæller os adskillige af den Slags Smaahistorier 0111 hedengangne og nulevende Sky­ debrodre, medens vi vandrer ned til Skydehuset i den prægtige Have. Høje Husrækker taarner sig op

Hvor jamrede han ikke [over de smaa Udskejelser, som Brødrene forfaldt til i den almindelige Glæde over, at Frederik V havde givet dem et fast Hjem paa dette Sted! »Et altfor frit Liv,« siger han, »for stærke Drikke og umaadelig Tobaksrøg skrækker Folk herfra og exponerer Selskabet for Reproclie og Refus af mange artige og skikkelige Personer.«' Nu hænger Wivets Billede inde i en af Skyde­ husets Stuer, og han kan hver Onsdag fryde sin salige Sjæl ved at se den Iver, hvormed saa artige og skikkelige Personer som Omgangsskytterne plaf­ fer løs til Hævdelse af Selskabets gode gamle Tra­ ditioner. I et af Rummene finder vi »Fuglen«, det stolte

om^den til begge Sider, og nede bag Plænen, hvor »Stangen« rejses, knejser den 30 Alen høje Skydemur med sin røde Stenmasse. Men trods stængende Mure er Haven rummelig og stor. Busketterne staar friskt og kønt, og Lindenes Duft læg­ ger sig tung og sød over de velplejede Gange. »Den lige Vej, er den bed­ ste,« staar der med gyldne Bogstaver over Indgangen til Skydehuset, — et ma­ nende memento til dem, der møder frem, naar der gives Sølv, og drikker Cham­ pagne paa den nye Broders Bekostning. Den Inskription vilde have glædet gamle Gene­ ralfiskal Wivet, Selskabets første Historieskriver.

Den store Salon.

176 -

-