Spejlet

dende Hænderne mod Himlen; men Ilden voksede og voksede: røde og gule Luer slog op 0111 hende. Det var, som hørte man et Skrig, og hun vred og vaandede sig i Dødsangst. — Højere og højere steg Luerne, de slog sammen 0111 hendes Hovede, og man saa hendes hvide Legeme krympe sig bag dem. — Saa strakte hun paany begge Armene frem for sig, fægtede med dem i Luften, vak­ lede, sank i Knæ og rejste sig igen; udstødte derpaa et hvinende Skrig og styrtede forover ned i Ilden! — I samme Nu var Scenen atter mørk, Lyset paa Tilskuerpladsen tændtes, og Orkestret faldt i med et larmende Musikstykke, mens Publikum brølede af Begejstring. . . . — Haa, liaa, liaa! Den unge Mand havde presset sine Hænder haardt ind mod Tindingerne, Sveden løb ham ned over Ansigtet,

og han var ved at kvæles af Latter. — Men saa, pludselig, drejede hans Øjne sig ligesom rundt i deres Huler, lian greb et Par Gange krampagtig frem for sig ud i Luften og sank derpaa som ramt af et Kølleslag bardous ned paa Gulvet . . . Et Par Kelnere kom

foregik paa Scenen. Men han syntes dog at være bleven Herre over sine Anfald. En Kelner bragte ham netop nu et Glas 01, som han med en hurtig, næsten rovbegærlig Bevægelse greb og satte for Munden. Men midt under Ned- svælgningen tog Latteren paany Magten fia ham, og han satte lynsnart Glasset fia sig og borede med et Udtryk af vild Rædsel alle ti Fingre langt ind mellem Tænderne. Og saa bøjede han Hovedet dybt ned mod Bordet, medens hele hans Legeme vred sig af en ind­ vendig, lydløs Latter. — Nej, Knagsted, jeg kan ikke holde ud at se paa det Menneske! — Hyss! Nu gaar Tæppet op. Denne Gang laa Scenen ganske i Mørke. »Serpentinetanzerin Miss Lydia Dobranow« skulde give et pragtfuldt Nummer: »In Fener und Flammen «. Det skulde forestille en Nonne, der blev brændt. — Hun kom ind hyllet i en sid Kappe; og kun hvor hun gik frem, varder Lys: det fulgte enhver af hendes Bevægelser. — Saa blev Kappen ligesom revet af hende af en usynlig Haand inde i Mørket; og hun stod tilbage som nøgen i et stramtsluttende, kød­ farvet Trikot. — Langsomt steg hun op paa Baalet og knælede ned som i Bøn; men den samme usynlige Haand, der før rev Kappen al hendes Skuldre, syntes nu at tvinge hende til atter at rejse sig. — Baalet blev antændt, og Flammerne begyndte at slikke, smaa og viltre, op om hendes Fødder. Hun hævede bønfal­

løbende til og har ham bort. — Og der opstod nogen Uro mellem Pu­ blikum. Dog ikke megen. Signalklokken lød, Lyset i Salen, dæmpedes paany; nu kom Slut- ningsn ammeret: »Le­ vende Billeder«! — — Og det Billede, der be­ hagede Publikum mest, var et grinende Skelet, der tog sit Hovede af og slog paa Tromme paa det med en af sine Laar- knogler, medens det samtidig dansede en vild Niggerdans og tilsidst i en hvirvlende Pirouette raslede aldeles sammen og forsvandt i Jorden .. Hvorpaa Orkestret into­ nerede: Heil Dir im Sie- gerkranz, og Publikum oprømt forlod Lokalet.

— 140 —