Spejlet

Prof. Georg Brandes’ Haand. (N.)

Oehlenschlagers Haand. (P.)

naturlig, ligefrem, er Herman Bangs Haand at en gan­ ske anden Støbning. Fingrene, især Tommelen, er smallest paa Midten, hvilket Lægerne paastaar, er det legemlige Udtryk for Overforfmelse og Degeneration. Haanden er hvid og velplejet, Neglene aristokratiske. Endelig præsenterer vi som den diametrale Modsæt­ ning hertil Bech-Olsens kraftige Næve med de solide Fingre, struttende af Muskler og Fedt. Den virker som en Ryttersabel ved Siden af en Række elegante Pynte- kaarder. Det er saare vanskeligt at sige noget rammende om et Menneskes Karakter blot ved at betragte hans Fingre og Oversiden af Haandfladen. Sandsynligvis paavirkes man af, hvad man i Forvejen mener at vide om Ved­ kommende, og søger saa blot Bekræftelse herpaa i Be­ skuelse af Haandens Form. Sigurd Trier.

ret og kroget, mens Thorvaldsens er glat, plastisk-skøn og rolig. Men begge Hænder udtrykker en stærk Skaber­ kraft, der blot søger forskellige Udtryksmaader. Imellem Kong Christian IX’s og Kronprins Frederiks Hænder er der en utvivlsom Familielighed: lange, smalle Fingre med aristokratisk hvælvede Negle. Oehlenschld- gers Haand, der næsten Påhlmansk korrekt holder paa Pennen, er af samme Tjrpe. — Schandorphs Haand er bred og jovial, lige parat til et venskabeligt Slag paa sin Bordfælles Skulder som til at gribe Rødvinsglasset og klinke med ham. Erik Bøghs Haand tyder ogsaa paa sin Ejers gode Lune, men den opadbøjede Lillefinger giver Haanden et Præg af Forsigtighed og Paapasselighed, som Schan­ dorphs Haand mangler. — Medens Konsejlspræsident Deuntzers Haand, der for­ øvrigt er uheldig fotograferet, ved sin Form er sund,

Haanden m ed Haandkameraet.

- 104 —