SparekassenForKjøbenhavnOgOmegn_1820-1920
1820-1830 til Nationalbanken, der nu har modtaget ialt 120000 Rbd. i rede Sølv. Og Sparekassen beder her om, at Banken dog i al Fald vil modtage alt, hvad der herefter maatte indkomme, til 4 °/o, om end helst til 4 1/2 °/o. Ogsaa denne Ansøgning bevilges, men kun til de 4 %. Det varer imidlertid ikke længer end til September 1823, før man paany er stedt i den Nødvendighed at maatte søge Statsgældsdirek tionens Hjælp til at faa endnu 100000 Rbd. anbragt i den kongelige Kasse. Herpaa svarer Statsgældsdirektionen d. 30. December, at og saa disse Penge ifølge kgl. Resol. af 10. s. M. vil kunne modtages til 4 V 2 °/o og med Tilbagebetaling efter kort Opsigelsestid; men det til føjes: »Skulde i Fremtiden flere af Sparekassens Midler ønskes ind betalte i Statsgjeldskassen, kan dette kun finde Sted paa de i aller- høieste Resolution af 17de Mai 1813 bestemte Vilkaar, nemlig mod 4 pCt. aarlig Rente og et Aars Opsigelse.« Saaledes begynder da Stillingen nu at blive trykkende; og der aabner sig en truende Udsigt til, at man ikke længer kan byde Spa rerne de 4°/o, der var tænkt som den Løftestang, der skulde til for at vække Sparsommelighedssansen. I Direktionsmødet d. 18. Maj 1824 blev Sagen da paany drøftet, og allerede her blev da, efter at dog først Spørgsmaalet 0111 Udlaan til private paany var blevet rejst og besvaret benægtende, en eventuel Rentenedsættelse bragt paa Bane. Det hedder herom i Forhandlingsprotokollen: »I Anledning af den fra Statsgieldsdirectionen meddelte aller- høieste Resolution af 10. Dec. 1823, hvorefter der i den konge lige Kasse ikke for Sparekassen maa forrentes et større Beløb end 300000 Rbd., med mindre denne vil underkaste sig de i kongl. Re solution af 17. Maii 1813 bestemte Vilkaar, nemlig 4 p. Ct. aarlig Rente og 1 Aars Opsigelse, blev det taget under Overveielse, hvor ledes de til Sparekassen for Fremtiden indkommende Capitaler kunde være at forrente. At udvide Sparekassen til tillige at være en Laanekasse fandt man under de nærværende Tidsomstændigheder forbundet med Risico, at opsige de større Capitaler, og at nedsætte Rentefoden ansaae man ikke heller tilraadeligt, da det sidste var mod Vedtægterne, hvori det antoges, at man saa længe som mueligt burde afholde sig fra at giøre Forandringer, og da man, hvad det første Expedient angik, var udsat for at Eierne af de opsagte Sum mer ved at dele disse i mindre, dog fik dem under andre Navne for rentede giennem Sparekassen. Directionen blev derfor enig om, at 45
Made with FlippingBook