SparekassenForKjøbenhavnOgOmegn_1820-1920

D EN første Gang, vi i Sparekassens Historie træffer Udtalelser om Pensionering eller dermed beslægtede Ting, er, da Enken efter Bud Ernst, der havde tjent Kassen fra dens Stiftelse indtil sin Død i Januar 1851, bad 0111 en aarlig Understøttelse. Hendes An­ dragende behandles i Mødet den 18. Februar, og vi finder da her følgende Udtalelse, der indeholder intet mindre end et Program: »Da Bud Ernst imidlertid . . . havde tjent Kassen siden dens Opret­ telse . . . ansaae man det efter Omstændighederne passende at afvige fra den Begel, som iøvrigt bør følges, nemlig ikke at paabyrde In- stitutet Pensioner, faststaaende Understøttelser eller andre lignende Forpligtelser«, hvorefter man —foruden at gøre Enken flere andre Indrømmelser —tilstod hende en aarlig Understøttelse paa 100 Bbd., der senere forhøjedes til 125 Bbd. Den Regel, der her fandt sit Udtryk, følges ogsaa, da Spørgs- maalet dukker op næste Gang. Det er i Aaret 1859, da Bogholder, Justitsraad Klein, er død. Sagen behandles i Mødet den 18. Marts, og Dagen efter afgaar en Skrivelse til Enken, hvori det hedder, at Direktionen ønsker at give hende et Vidnesbyrd 0111 sin Paaskøn- nelse af Justitsraadens Fortjenester: »Men da vi finde det uforene­ ligt med dette Instituts Natur, at dets Embedsmænd eller deres Efterladte bevilges Pension, bede vi Dem modtage medfølgende Sparekassebog, hvis paalydende Beløb, 800 Rd., i Kassens Bøger er indført som Deres Ejendom.« For saa vidt maa altsaa de to nævnte Bevillinger komme ind un­ der Begrebet: Velgørenhed. Men et saadant Standpunkt kunde na­ turligvis ikke fastholdes i Længden. Det var rigtigt, saa længe Kas­ sen kun havde aabent nogle faa Timer ugentlig, og Beskæftigelsen paa Kontoret derfor for Personalet kun var en Bibeskæftigelse. Det kunde endnu fastholdes, efter at Kontoret i 1856 holdtes aabent lil Hverdagsbrug, medens der dog endnu kun var Tale 0111 Morgen­ 235