Snedkerbogen_2

dingsmetoder, endskønt de fremstiller fortræffelige klinger til os. En tømrer, der i sin tid arbejdede i Vorherres eget land hinsides havet, fortæller, at de dér svejfede enten med stiksav eller - hvor det lod sig gøre - med en lille løvsavlignende fyr, der også så småt har vundet indpas herhjemme. Alle disse tre savtyper har deres fejl og dyder. Stikkeren svejfer mildest talt elendigt, men det må man se stort på, når arbejdsstykket er af en sådan beskaffenhed, at ingen anden sav formår at træde i stedet. For de to andre gælder, at hvor den ene er stor, leddeløs, u-komme-til-med og vanskelig at styre med den lange klinge, er den anden lovlig lille, men til gengæld robust, nem at fragte og bruge og hurtigt lukket op og i. Og hvor den ene - der nævnes ingen navne - giver det udseende at være mere, end den er, er den anden bedre, end den ser ud til. Var der ikke een, der højt tænkte, at så burde man . .. .? Ja, det er netop det, der er ved at ske! En yndefuld bue af 20 X 5 mm fjederstål er tildan­ net med sammenspændelige føringer, anglerne. Disse har bredt hoved og cylindrisk afdrejet hals. Den ene angel er stukket i et træhåndtag og holdes der af en stift. Den anden har gevind og møtrik. Da gevindet er svagt stigende, behøver møtrikken ikke at have sær­ lig lange vinger. løvrigt er princippet anskueliggjort i fig. 1782, men for fuldstændighedens skyld skal den få et ord med på vejen. Anglerne kan drejes større og yderligere blokeres fuldstændigt, når først indstilling og stramning er foretaget. Skifter svejflinien retning under arbejdets gang, er det let at omstille klingen, mens den sidder i træet. De mange huller i anglerne tjener til fastgørelse af forskellige savbredder. De bre­ deste får som det nemmeste en nagle på 3,5-4 mm. Svejfsav helt ned til 5 mm kan holdes med en stål­ stift gennem et 1,5 mm hul, og de aller smalleste klemmes fast ved hjælp af ialt fire små bolte med mø­ trikker. Ved den sidste fremgangsmåde er isætningen selvsagt lidt mere omstændelig, og skal man med denne udføre gennembrudt arbejde, kan man - hvis der er plads til det - bore et tilstrækkeligt stort hul og putte hele den udtagne angle igennem. Klingen er ca. 32 cm lang og betydelig stivere at svejfe med end en på 64. Sidste tegning viser et snit, skåret midt på et langt stykke 60 mm bredt fyrretræ. Dupperne er her drejet gentagne gange efter behov, og svingene for­ løber ret ens i begge sider, og det er slet ikke nogen gammel, dreven rotte, der har lavet det. Længden på saven er ikke valgt tilfældigt. Center­ afstanden mellem hullerne kan varieres fra 290 til 315 mm, så der kan indsættes nedstrygerklinger. Rent ud sagt er det faktisk en nedstryger, men tys, ikke for­ tælle snedkeren det, for så vil han ikke bruge den, åtminstone inte till trå!!

Finérsav. Finér er ikke noget nyt, så sandt som enhver tynd træskal til pålimning får tildelt betegnelsen med ret til at bære samme. Men en ting er med en håndtruk- ken kløvsav møjsommeligt at skære skræl på skræl af en mahognitvege og noget ganske andet at lade en maskine med hestekræfter bag sig spytte en kvadrat­ kilometer birkefinér fra sig. Der var engang, da man sagtens kunne nå at skære bladene til enkeltvis med en knivspids; det var også tit nødvendigt for at se hvert enkelt stykke an, om­ trent som man må med egemaser i dag, og der var kniven med de fem-seks tænder nær odden ganske udmærket. Først da finererne blev mere regulære, og forbru­ get større, fik man smag for at skære gennem hele pak­ ken på en gang. Der har vi årsagen til, at den nu så almindelige finérsav er forholdsvis ny i selskabet. I mellemtiden har vi set andre savlignende udløbere på markedet, men de er gået igen. Og det er såmænd ikke så værst mange år siden, at gamle P. Lornsen - fuldbefaren snedker med fine kvalifikationer - slog jernet ud af sin tandhøvl og kradsede sig gennem alle seksten med det. Men tilbage til den lille sav med den vendbare klinge. Navnlig vendbarheden, med hvilken det ofte er så som så. En finérsav har, i hvert fald før sned­ kerens indgriben, en tynd og en tyk kant; på den før­ ste er tænderne efter filingen slebet knivskarpe, på den anden har de fået en let udlægning. Og ikke for stad­ sens skyld! Den skarpe kant skærer bedst på langs; i fugtet finér og enkeltstykker klarer den sig også i andre retninger. Skal man gennem ti eller tyve på tværs, duer kun den bredsporede. Hvor mange snedkere har to finérsave ved hånden, og hvor mange gider stille deres enlige sav om hvert øjeblik? Jo, hvis den - i løs vægt - ser ud som på fig. 1783.

823

52*