Snedkerbogen_2

om et par ting derhjemme på stedet, dels vækkeren til 3,50 - før krigen - på natbordets marmorplade, dels gamla svenskharven ude ved den venstre gavl. En forlængst henfaren, nu ukendt landsbysmed er sigtet for at have lavet tik-tak’en med disse sine hænder, deraf ligheden med rivejernet. Det må tro’s, tænkes og antages, at denne grovbanker har været i besiddelse af de eventyrlige armkræfter, der synes at være branchens erhvervssygdom nr. 1; derimod vides det med sikkerhed, at pære og håndelag har han haft i rigt mål, det fremgår tydeligt af hans efterladenska­ ber. Selv en ikke-smed ser med et blåt øje, at fabri­ kantens fornemste hjælpemidler har været varme, am­ bolt og hammer samt nogle med mejsel og dorn be­ slægtede værktøjer. Gevindværktøj har han anvendt med måde. De to velkendte messingrammer i vækkeuret holdes nu i tilbørlig indbyrdes afstand ved hjælp af små tappe med bryst, gevind og møtrik; den urmagende smed har valgt - måske i mangel af bedres havelse - at stive stellet af med kiler, sådan som enhver snedker kender det fra sin bænkfod. Når denne jernets betvinger i tidernes formiddag i den grad har været forfalden til brug af kilende mid­ ler, må man tilgive snedkerne, at de endnu anvender den selvsamme metode; en sjælden gang og for spøg ved visse møbeltyper, og daglig i ramme alvor ved værktøj og spændegrejer. Det kan ikke nægtes, at kilen rummer visse gode egenskaber. Den kan anvendes som udvidende faktor og sikre den varige forbindelse i sammentappede døre; men navnlig kan dens evner som klemmeredskab ud­ nyttes meget snedigt. Ved anvendelse af to til hin­ anden svarende kiler og to hamre opnår man et gan­ ske gevaldigt skub. Alle lidt ældre træmænd har prø­ vet at lime plader i de go’e gamle limtvinger. Høvle­ bænkslægtens neanderthaler har ganske givet haft til­ spidsede klodser i skrå spor. I følge de næstseneste mellembys efterretninger skal der være konstateret tilbagefald et eller andet sted derude; der skulle findes en bænk, hvis fortang betjenes med en kile og en væg­ tig håndspålæggelse. Ganske vist var det på en under­ afdeling; men limeren har dog også krav på at kaldes snedker! Kedeligt blot, at kilens arbejdsområde er så stærkt begrænset. Således skal en kile med en stigning på 1:6 have en længde af mindst 30 cm og tilsvarende lebens- raum for at kunne udføre en spændebevægelse på 4 cm. Kile er godt - men gevind er bedre! I gammel tid gik man til smeden og fik fremstillet værktøjets skærende dele. Han fik dog kun lov til at lave det absolut nødvendigste; anbringelse og fasthol­ delse foretrak man at sørge for selv. Da høvlen skulle

have klap, holdt det sikkert hårdt, før han fik til­ ladelse til at medvirke ved dens fastspænding; der kan fortælles om høvle, hvis klap kun holdtes af kilen og blev indstillet med små lette slag, medens det hele sad i høvleblokken. Savklingen riggede man til uden yderligere brug af metaldele - ved hjælp af træpinde, strikker og endnu en pind. Med teaktræsarme og udkehlet fyrrebjælke fremtræder nutidssaven som det bedste, der kan laves af snedkeren selv. En tysk fabrik har forsøgt sig med en forbedring, hvor snoren var erstattet med en tvun­ den jerntråd, der spændtes med bolt og vingemøtrik. Armene var af bøgetræ og bjælken sværere end øn­ skeligt. Hele historien var næsten dobbelt så tung som en ordentlig dansk hjemmegjort. Godt var det ikke. Det må erindres, at smeden af i går ikke rådede over de hjælpemidler, som i dag står til værktøjs­ fabrikkernes disposition. I dag skulle det nok være muligt at fremstille til snedkerbrug en letvægts sav­ stilling af tyndvæggede elliptiske stålrør, der i hær­ det stand kunne nøjes med en godstykkelse på højst 0,5 mm. Det ville gøre den øverste halvdel med strammeanordningen overflødig. Saven kom til at fylde mindre, og ved visse arbejder ville det være en direkte fordel med denne udglatning. Klingen kunne holdes spændt med samme stivhed i en menneske­ alder og altid være klar til brug. Manøvrering af spændegrejerne sker med et søm eller en dyknagle til hjælp. De gennemborede dupper og lejerne til dem kan være af træ; ikke fordi det er den eneste udvej, men det er sukkerovertrækket, som skal hjælpe sned­ keren til at sluge tabletten. For det er jo en kends­ gerning, at han nærer en indgroet mistillid til al me­ dicin, der smager af jern, millimeter og gevind. Angler og klinge kan samles med en selvspæn­ dende nitte. Her er for en gangs skyld et tilfælde, hvor kilen er lige så god - bedre, måske - end skruen. Skulle dette savforslag blive forsøgt ført ud i vir­ keligheden, ville det største problem ikke blive hver­ ken fremstillingsvanskeligheder, afskrækkende høje priser eller for kort levetid, men snarere brugernes uvilje mod alt nyt. Hvad er nu det for en uorden? Ved en foredrags- og demonstrationsaften om ved­ ligeholdelse af værktøj, oplyste en ældre bygnings­ snedker os om, at det var ganske almindeligt, - også mellem bygningssnedkere - at bruge en skruetrækker til at udlægge savene med! Vi smagte lidt på det den gang, men har senere fået det bekræftet på en så eftertrykkelig måde, at vi nu næsten føler os beskæm­ met på vort gode, gamle fags vegne. 819