Snedkerbogen_2

med rederiets tekniske afdeling og Helsingør Værft, nået et enestående smukt resultat i kraft af en mi­ nutiøs gennemarbejdelse af alle opgavens funktioner, hertil en enkel og menneskelig planløsning i forbin­ delse med en programmatisk klar formgivning af apteringens detailenheder. Det er derfor at dette arbejde er medtaget som eksempel til illustration af passagerapteringen. En forudsætning for at arkitekten kan yde sin indsats ved et apteringsarbejde er, at han bliver sat ind på opgaven på et tidligt tidspunkt af projekterin­ gen. Er værftet så langt fremme, at ståltegningerne er ved at være færdige, vil opgaven være fastlåset og arkitektens indflydelse kommer til at indskrænke sig til udvælgelsen af farver og betræk. Denne forudsæt­ ning har været til stede ved arkitektens arbejde med Oslo-båden, hvilket åbnede en mulighed for at bryde med den ortodokse opfattelse af aptering, der sæd­ vanligvis er udformet med hvert rum som en enhed for sig. Her er arbejdet bevist på at fjerne det tillukkede indtryk, som en skibsaptering ofte får, fordi de enkelte rum og saloner i virkeligheden ikke er ret store i skibe af den her omhandlede størrelsesorden. Det er første gang man i skibsindretningen har indført de principper for planudformning, der i husbygningen de senere år har været knæsat under betegnelsen: den åbne plan eller den opløste plan. I modsætning til det mindre eenfamiliehus, hvor denne planløsning ofte kan virke meningsløs, fordi rum med vidt forskellige funktioner sammenlægges for at opnå det eftertragtede store frie areal, er det i »Prinsesse Margrethe« lykkedes at skabe en naturlig og intim kontakt mellem saloner og hall’s, hvilket er rum med stort set samme funktion. Hovedlinier ved passagerindretningen i Oslo-båden: Passagerapteringen ligger fordelt på 4 dæk, A-, B-, C- og D-dækket. Adgangen fra land for 1. kl.-passa- gerer foregår til B-dækket, ikke som normalt til et promenadedæk, men gennem en dør i skibssiden ind i et vindfang og videre ind i en fordelingshall. Fra denne er der trappeforbindelse til salonerne på A- dækket og kahytter på C-dækket samt direkte ad­ gang til kahytterne på B-dækket. 2. kl.-passagerer har adgang til skibet på den tra­ ditionelle måde, fra landgangen til promenadedækket, hvor man deles i passagerer med og uden køje. Passagerer med køje går fra promenadedækket di­ rekte ind i en midterhall med trappeforbindelse til kahytterne, der er placeret på C- og D-dækket. Passagerer uden køje går agterover ad promenade­ dækket til den agterste hall, hvorfra der er adgang til salonerne, der ligger på A- og B-dækket, fælles for passagerer med og uden køje.

Passageraptering. Til at illustrere de problemer der findes i passager­ apteringen, er valgt D.F.D.S.’s M/S »Prinsesse Mar­ grethe«, der indsattet på rederiets Oslorute i maj 1957. Langt den største del af den danske passagertrafik må karakteriseres som nærtrafik, d. v. s. rejser med maks. een overnatning ombord. Undtaget fra den ovennævnte begrænsning er den passagertrafik, der sker med lastskibe med indretning for indtil 12 passagerer, samt Ø.K.’s kombinerede last- og passagerruter til østen. For passageraptering i skibe beregnet for længere sørejser, har søfartsnationer som England og Frankrig i mange år haft en fast tradition for planudformning, rumfordeling og udstyr. Dette traditionelle skemas ydre præg er en af­ vekslende og kostbar interiørkunst, der i mange til­ fælde virker som en dramatisk iscenesættelse til glæde og overraskelse for et forvænt, men ukritisk publikum. At det er en særdeles levedygtig tradition, der her er tale om, tyder en lang række nyere passagerindret­ ninger på. Selv i skandinaviske passagerskibe, bygget til over­ søisk fart, vil man som regel lede forgæves efter spo­ rene af en »Scandinavian Design«, endskønt de tan­ ker, der er grundlaget for dette formgivningsprogram, er langt mere i familie med skibsbygningskunstens funktionbestemte traditioner, end den hævdvundne interiørkunst er det. Ved udarbejdelsen af den nye Oslo-båds aptering har arkitekt Kay Kørbing, M.A.A., i samarbejde

741

47