Snedkerbogen_2

TRÆMOSAIK Træmosaik er en anden form for indlagt arbejde end det sædvanlige dekupørarbejde. Da det ved mosaikken i de fleste tilfælde drejer sig om tilskæring af finérstyk- ker af ligeliniet form, og da der samtidig skal bruges mange stykker af nøjagtig ens størrelse, kan man ikke hertil anvende dekupørsaven, men må bruge rund­ saven. Det må være en lille maskine med en tynd og fin- tandet savklinge for at egne sig til dette brug. Vi tæn­ ker os, at vi skal fremstille en mosaik som hosstående tegning, der er et almindeligt forekommende mønster. Den kan laves af samme træsort, der da helst må være

forkuller, for så er det ødelagt og må erstattes med et nyt stykke. Det er i det hele taget en regel, der gælder både ved skæring og brænding, at hvis et stykke enten er brændt for meget eller ikke passer rigtigt efter skæringen, da laves straks et andet stykke, og det før­ ste kasseres. Er det ganske små stykker, der skal brændes, skubber man noget af sandet til side, så laget ikke bliver for tykt, og er det store stykker, hvor man ønsker en blød brænding med jævn overgang fra lyst til mørkt, da må man have et tykkere lag sand til bræn­ dingen. Her kan ikke gives bestemte regler; man må prøve sig frem. Det er klart, at når finérstykkerne udsættes for den stærke hede, vil de skrumpe ind og blive for små. Der­ for er det godt, om man efter brændingen kan sætte arbejdet til side til næste dag, før man samler. Så vil finéren atter have opsuget lidt af luftens fugtighed, hvorved den atter bliver større og heller ikke så skør at arbejde med som lige efter brændingen. Efter brændin­ gen foregår samling og færdiggørelse af arbejdet som ovenfor beskrevet. CISELERING De ældre dekupørarbejder, der er udført af ens­ farvet træ, som f. eks. buksbom i mahogni, der før var almindeligt, kneb det ofte med at få tilstrækkeligt liv i, da disse tit var udført i enkelt stykke finér. Man for­ søgte da at hjælpe herpå ved at indridse tegningens linier i træets overflade, når dette var limet på grund­ træet og pudset. En sådan ciselering eller gravering som det også kaldtes, skete med et fint jern eller en spids kniv, og linierne fremtrådte da efter den senere pudsning og polering mørke. Dette var en omstændelig fremgangsmåde og forudsatte, at arbejdet kom tilbage til dekupøren, hvad der kunne være ret omstændeligt. Man gik efterhånden over til at fremstille arbejdet gennemciseleret, d. v. s. at dekupøren med en meget fin sav skar alle tegningens linier ind i finéren. På denne måde blev figuren jo ofte delt i flere stykker, og man fik da lejlighed til at foretage brænding, hvor der skulle være skygger, og derved forøge virkningen af hele arbejdet. Snedkeren havde da den fordel, at han kunne gøre sit arbejde færdigt uden at skulle vente på ciseleringen og ved en eventuel oppudsning forsvandt denne ikke, som det ellers var tilfældet. Det er særligt ved figurer, at denne gennemcise- lering spiller en rolle, men den bruges også stadig ved andre arbejder, f. eks. ved blomster og blade, hvor disses årer og ribber fremstilles ved savsnit. Hertil må saven være så tynd som muligt, da det ellers kommer til at se klodset ud. Man bør derfor til dette arbejde bruge en fin løvsav.

Fig. 642. Mosaik.

kraftigt stribet, men den kan også laves af tre forskel­ lige træsorter for at få en kraftigere virkning. Dog må disse vælges omhyggeligt, så de kommer til at stå godt sammen, og man må frem for alt undgå en overdreven og grel virkning. Vi vil i dette tilfælde vælge palisander, bubinga og mahogni. Den finér, der skal bruges til mosaik, må frem for alt være godt plan; er dette ikke tilfældet, må den spændes ud med varme zinktulader. Når dette er gjort, skæres den af i en passende læng­ de f. eks. 30-35 cm og af bredde, som det bedst går op i den foreliggende finér. Man anbringer nu de tre forskellige træsorter oven­ på hinanden i afvekslende lag; på denne måde får man lige mange stykker af hver slags og undgår spild. Der kan være 3, 6 eller 9 lag ovenpå hinanden; det vil af­ hænge af, om der skal laves meget eller lidt. For at holde finéren sammen under arbejdet spæn­ der man dem sammen, skærer dem nøjagtigt af læng­ de, smører lim på snittet og klæber papir over. Når limen er tør, har man finéren som en fast sammen­ hængende pakke, og man kan gå i gang med tilskærin­ gen. Men før man begynder herpå, må man lave en slæde til rundsaven. Hvis rundsavbordet er 60 cm langt, kan slæden passende være 80 cm lang og 60 cm

420