Snedkerbogen_2

trykker kanterne ned ved siden af hinanden, og om nødvendigt banker lidt med en lille let hammer med flad bane. Derved får man det hele til at ligge i samme plan og ikke ovenpå hinanden. Når det hele er anbragt på plads, klæber man et tyndt stykke papir over ornamentet. Man kan også her bruge de almindelige klæbestrimler, der fås i for­ skellige bredder. Når det hele er klæbet over, fjernes finérstifterne, og man vender arbejdet om for at se, om der skal foretages korrektur et eller andet sted, før limen bliver tør. Det kan jo let ske, at f. eks. en stæn­ gel på en plante, der måske overskæres af en anden, let kan komme til at ligge skævt for hinanden, og dette må jo ikke finde sted. Med spidsen af kniven trykker man sådanne smådele rigtigt på plads, hvorefter det hele spændes ind, mens limen tørrer. Da de forskellige finérer, man anvender til det ind­ lagte arbejde, ofte er af forskellig tykkelse, gør man klogt i at lægge en glat træ- eller zinkplade på den side, hvor papiret sidder. På den anden lægges et stykke pap. Derved opnår man, at arbejdet bliver glat på papirsiden. Når limen er tør, kan arbejdet spændes ud og gøres færdigt. Først lægger man det på et fuldstændigt glat underlag, en zinkplade er godt, og med et stykke sandpapir om et slibekork sliber man nu eventuelle ujævnheder bort, men der må jo ikke slibes mere end højst nødvendigt. Hvis man holder arbejdet op for lyset, vil man se, at selv om man har arbejdet nok så omhyggeligt, vil man dog hist og her finde små åbninger og fuger, der ikke er helt tætte. Da dette jo vil blive at se, når arbejdet er færdigt, må disse steder fyldes med trækit. Dette gør man også, for at det hele hænger bedre sammen, og for at de små dele bindes bedre fast til det øvrige. Af tynd lim og fint savsmuld laver man limkit. Sav­ smuldet må i farve helst svare til hovedfarven i det indlagte, så det ikke virker afstikkende. Med en al­ mindelig malerspartel kitter man nu arbejdet over, og ved at holde det op for lyset, kan man forvisse sig om, at intet bliver glemt. Man må passe på, at der ikke bli­ ver siddende noget kit på fladen. Når denne kitning er tør, er arbejdet færdigt og kan opfineres på blindtræet. Ved den her beskrevne arbejdsmåde, er der gået ud fra, at der ikke findes andre afskygninger i arbejdet end de, der frembringes ved de forskellige træsorters farver og struktur. Men det forekommer jo ofte, særlig hvis man laver arbejde i gamle stilarter, som f. eks. til møbler i Louis XV og Louis XVI stil med de mange blomsterdekorationer, at der her må en skyg­ ning til for at frembringe en mere dekorativ virkning. Dette er egentlig imod det indlagte arbejdes karak­ ter, der jo forudsætter en fladevirkning, og skyggerne fremkalder jo netop en reliefvirkning i direkte mod-

Fig. 640. Brænding.

strid med fladen. Men man kommer i mange tilfælde ikke uden om dette, som i dekupørsproget ikke kaldes for skygning, men brænding. Brænding. Brænding foretages, når arbejdet er skåret og ligger parat på bakken. Man må forud på en tegning nøje markere de stykker af ornamentet, hvor brændingen skal udføres, da en forkert brænding kun vil bidrage til at ødelægge udseendet af det hele. Man sætter en almindelig jernpande over et gasblus, og fylder et godt lag fint strandsand i panden, ikke mindre end 25 mm i højden. Når sandet er varmt, tager man de stykker, der skal brændes, og ved hjælp af en pincet stikker man stykkerne enkeltvis ned i det varme sand. Dette er et meget krævende arbejde, der forudsætter erfaring for at give et godt resultat. Man må passe nøje på at få en ensartet tone i alle de brændte stykker, ikke for lidt; thi da ses det ikke, når arbejdet er behandlet, og ikke for meget, så træet

Fig. 641. Det færdige arbejde.

419