Snedkerbogen_1

Det er meget vigtigt, at man hurtigt får føling med ziehklingens skærevinkel, og det får man bedst, når man holder fingerspidserne helt nede lige bag skæret. Selve aftrækningsteknikken har sin store betydning. Er det f. eks. en plade, der skal blankpoleres, skal den først trækkes ned over enderne og langs med kanterne, herefter trækkes der skråt, som regel fra midten og ud­ over kanterne, indtil alle porer omtrent er trukket væk, til sidst trækkes der så på langs af strukturen, dog med ziehklingen holdt i 45° på trækretningen og skiftevis vende den, således at eventuelle ziehklinge- hop fra den ene aftrækning straks bliver jævnet ud ved den næste modgående aftrækning. Kan man ikke rigtig trække af udover enderne, uden at der kommer små hak, på de steder, hvor ziehklingen sættes til, kan man til sidst trække ganske let - med en fin ziehklinge - på tværs, det skal slibecremen kunne klare. Aftrækningen. Ziehklingeslibemaskiner. Efterhånden som lakaftrækning med ziehklinge har bredt sig inden for træindustrien, viste det sig hurtigt, at håndslibningen af ziehklingen var ret dyr og om­ stændelig, og der fremkom derfor en hel del forskellige ziehklingeslibemaskiner på markedet, men der er egentlig kun 2 af dem, der har fundet større anven­ delse. Den ene af dem (fig. 626) ligner nærmest en miniaturebåndpudser og er vel den, der har fået størst udbredelse. Den arbejder med bånd i 2 fin­ heder, det grove som både skal gøre det ud for fil og mellemfin sten, og det fine som udfører strygestenens

Opsætningen.

Først arbejdes der med ziehklingestålet på fladen af ziehklingen for at få en ganske lille grat frem (se fig. 623c), og det er denne lille grat, som man forsig­ tigt skal bøje over i den rigtige skæreretning (se fig. 623d). Dette gøres lettest sådan: Selve ziehklingen holdes i venstre hånd, så den står på kant (lodret). Ziehklingestålet lægges forsig­ tigt tværs over ude i den ende, der er længst fra krop­ pen. Samtidig forsøger man at fange den lille grat - som vist på fig. 623c - med ziehklingestålets ene kant og trækker så ganske let og forsigtigt stålet ind mod kroppen, medens man stadig holder stålet ned mod ziehklingens kant. På den måde trækker man den lille grat om i vandret liggende stilling, og så er den parat til at skære lakspåner med. i i b. f. Fig. 623. a-d viser forskellige stadier af en lakziehklinges opsætning, de punkterede linier viser ziehklingestålets ret­ ning under opsætningen, e: En ziehklinge, der er slebet på lille ziehklingeslibemaskine. f: En ziehklinge, der er slebet på stor ziehklingeslibemaskine. Når skæret er ved at forsvinde, bør man »sætte« ziehklingen op igen, inden den bliver for slidt, da det ellers kan være vanskeligt at få den til at skære helt rigtigt. Denne gang har man en slidt grat, der først skal rettes ud igen, og det sker bedst ved, at holde zieh­ klingestålet glat med fladen og næsten parallelt med kanten, således at man skyder graten udefter. Herefter arbejdes graten rigtigt ud igen, som vist på fig. 623c, og resten af opsætningen foregår på samme måde som før nævnt. Man kan næsten ikke undgå at få graten noget større for hver gang, man sætter den op. Her­ ved kan ziehklingen ganske vist trække mere lak af, men til gengæld bliver muligheden for at få ziehklinge- hop i overfladen større. Det er bedst at have mindst 3 ziehklinger at arbejde med, én der er sat op nogle gange, til at tage knopper og den groveste aftræk­ ning, og en anden til at foretage den hurtige men dog pæne nedtrækning, og til sidst aftrækning med den fine, helt skarpe ziehklinge, noget der i alle tilfælde er nødvendigt, hvis der senere skal foretages en blankpolering. c d. e. o.

Fig. 624. Ziehklingen skærer bedst, når man som her holder den i ca. 45° på trækretningen.

394