Snedkerbogen_1

L I M ,

L I M N I N G S M E T O D E R

O G A N V E N D T E

M A S K I N E R

altid været en fundamental forudsætning for trætek­ nikkens udvikling. Ved limning kan man fremstille større genstande end, hvad træets naturlige dimen­ sioner ellers tillader. Træet kan gennem moderne limningsmetoder udnyttes bedre, hvilket indebærer en økonomisk gevinst, ligesom den større formbestan- dighed ved f. eks. lamelkonstruktioner betyder en højnelse af kvaliteten. Alle limsubstanser såsom dyriske, vegetabilske, ka­ sein samt de forskellige kunstharpikstyper er kolloider, det vil sige, de består af relativt store partikler sam­ menlignet med sådanne stoffer som salt, sukker og lignende (krystalloider). I vandopløsning trænger kry- stalloiderne sammen med vandet langt ind i porøse underlag som træ, medens de kolloidale limstoffer derimod trænger relativt lidt ind og for størstedelen blot danner et lag (en film) mellem de træflader, som skal samles. Hårde træsorter, såsom eg, hickory og teak får ved bearbejdning let meget glatte flader og er derfor vanskeligere at lime end de mere porøse træsorter, som f. eks. fyr, gran og asp. Limen har lettere ved at få fæste og forankre sig i de mange porer i disses flader. Sin styrke opnår limningen, når limen overgår fra flydende til fast form. Dette sker enten ved, at opløsningsmidlet (almindeligvis vand) optages af træet, eller ved, at limsubstansen hærder på grund af kemiske reaktioner, som det sker ved kunstharpikslimningen (polymeriseringen). Hvad den påførte limmængde angår, kan man ikke uden videre gå ud fra grundsætningen: Jo mere des bedre. Et tykt lag lim forbedrer ikke kvaliteten. Ved sprøde limsorter, som f. eks. almindelig urea-harpiks- lim, virker et sådant tykt lag direkte skadeligt. Alene af sparsommelighedshensyn bør man anvende tynde limlag, hvilket for øvrigt er tilstrækkeligt, for at man kan opnå en første klasses limning, forudsat at man spreder limen i et jævnt lag. Et overskud af lim til­ fører træet så meget mere vand, som senere skal fjernes gennem en tidsspildende tørring, og da for­ andringer i træets fugtighedsindhold altid medfører formforandringer og spændinger, er det også af denne grund ønskeligt, at man ved limningen ikke tilfører

1

d

e 2

*

o

3

Fig. 579.

Ovenstående ses en reproduktion af en skulptur, der skal stamme fra 1500 f. Kr. og som viser de gamle ægyptere i færd med at finére. Til højre ses limpåsmøringen, i midten pressen, der i al enkelthed klaredes ved at lægge sandsække ovenpå finéren, og yderst til venstre ses det færdige arbejde. Også romerne kendte finéringsteknikken, idet Pli- nius fortæller, at Cæsar var meget stolt af et pragt­ fuldt finéret bord; men derefter går der mange år, hvor denne teknik tilsyneladende er gået i glemme­ bogen, indtil der i det 17. og 18. århundrede blev fremstillet pragtfulde finérede møbler i Frankrig og England. I midten af forrige århundrede fremstilledes kryds- finérer, men ikke før i begyndelsen af tyverne fik det sit store gennembrud, og nu er der ikke mange om­ råder, hvor krydsfinéren ikke under en eller anden form har fundet sin plads. Udviklingen går fremad med kæmpeskridt, og der er flere og flere områder, hvor man har fundet det fordelagtigt at lime fremfor at benytte tidligere sam­ lingsmetoder. Man limer metaller, hvor hærdetempe- ratureme ligger over 300° C, hvorved mulighederne for at fremstille helt nye konstruktionselementer af en enestående styrke forenet med ganske ringe vægt, kan bringe uanede perspektiver for udviklingen.

L I MN I NG EN S M Å L OG G R UND P R I N C I P P E R

Limning, hvilket jo vil sige en fast forbindelse mel­ lem to træflader ved hjælp af et lag bindemiddel, har

332