Snedkerbogen_1

være sådan, at når man føler på beslaget, skal det være en behagelig fornemmelse, man får. Man må skelne klart mellem metalforbindelser, som bliver skruet uden på træet, og metalforbindelser, som læg­ ges ned i træet. Hvis metallet skrues uden på træet, fig. 442, skal alle kanter være bløde, hvorimod de be­ slag, som lægges ned i træet, skal have skarpe kanter, og beslagets overside skal ligge glat med træets over­ flade. Det forekommer ofte ved metaldele, som er fremstillet i storproduktion, at snedkeren selv er nødt til at gå kanter og huller efter.

Fig. 441.

A LM INDE L I GE S AML ING SMETODER

Den synlige samling hører med til een af de første iagttagelser ved et arbejdes kvalitetsvurdering. De samlingsmetoder som anvendes i dag indenfor sned­ keriet er stort set de samme som brugtes århundreder før vor tidsregning. Det skyldes, at vi stadig er tvungen til at tage hensyn til træet, dets beskaffenhed, klimaet og arbejdets opbygning. Konstruktionernes form har forandret sig lidt op gennem tiderne, især hvor ma­ skinerne har kunnet sættes ind; men i princippet er de forblevet i den oprindelige form. Der skelnes mellem sinkning, gratning, notning samt dyvling. Samlingerne må altid udføres nøjagtigt. Da træet som regel altid har værkstedstemperatur, behøver man ikke med de nyere lime at varme træet. Noget andet er tilfældet, når man limer med almin­ delig snedkerlim; da skal samlingerne varmes godt, så det kolde træ ikke nedsætter limens bindeevne ved at tage varmen og dermed en væsentlig bindekraft fra limen. En utæt samling holder aldrig og slet ikke, hvis man sømmer eller skruer for at presse samlingen sammen. Gennemsinkningen. Denne samlingsmetode er vel nok den ældste form, og anvendes hvor hjørnet kræver en stærk samling, eller hvor man bagefter kan lime en tykkelse over eller dække med andet materiale. Fig. 443. I det moderne formsprog anvendes den i dag især hvor det drejer sig om tynde dimensioner. F. eks. i reoler, kassetter og mindre møbeltyper kan sinken gå ind som et dekorativt led i møblets form. Når stykkerne er skåret eller stødt af længde og sammenmærket, ridses med stregmålet på siderne af stykkerne træets tykkelse ind fra enden af træet. Der­ efter spændes tapstykket op i bænken med indersiden ind imod en selv, og så inddeles stykket. Det er lige

Fig. 442.

sætte ind med al sin viden om træ, for at resultatet kan blive så godt som muligt. For at fastgørelsen fra ben til plade kan blive så stabil som muligt, må man lave en flange eller en anden vinkelkonstruktion foroven. Røret påsvejses vinkeljernet eller den runde jernplade, i hvilken man må bore det fornødne antal huller til fastgørelse. Se fig. 440. Den naturligste tykkelse for flanger og fladjern er 3-4 mm, ellers yder de ikke den nødvendige stabilitet ved overgangen fra det, der bærer, til det, der bliver båret. Hvis pladens eller bundens tykkelse tillader det, vil det øge møblets stabilitet at indstemme bære­ fladen. Fig. 441. I stålrørsben sættes i mange tilfælde et træstykke ind, som danner sokkel på benet. Man skal sørge for, at der drejes en lang tap på, så fast­ gørelsen bliver så stærk som muligt. Man kan lime træsoklen fast, og når soklen er af en hård træsort, kan den drejes, så den passer stramt i, og hvis tappen er ca. 4-5 cm lang, skulle man være sikker på, at den ikke går løs. Man kan desuden bore et hul i stålrøret og sætte en stift ind. Gummipropper kan også anvendes som sokkel i stålrør; de trykkes ind i røret uden lim eller stifter. Messing har altid været et godt materiale til møbel­ beslag. Det anvendes meget til støtter, især i sokkel- bæringer. Man skal nøje iagttage, hvor støttens eller beslagets led går over og danner fastgørelsen af træet og beslaget, og derved sørge for, at funktionen hånd­ værksmæssigt bliver så god og smuk som muligt. Man skal påse, at beslaget er fri for grater, at skruerne er skruet lige i og ligger til på hele fladen. Det skal

270