Snedkerbogen_1

Retning af båndsavklinger. For at en båndsavklinge skal være funktionsduelig, må der ikke findes buler eller fordybninger på den. Ved planeringen borttages disse fejl ved hamring eller valsning. Klingen må endvidere være lige, altså hver­ ken have konkav eller konveks ryg, se fig. 149. Klin­ ger med sådanne fejl må rettes, hvilket sker i særlige strækkemaskiner, se fig. 150. Ved skæringen opvarmes klingen stærkest i tandgangen, som derved udvider sig. Hvis klingen er fuldstændig plan, vil opvarm­ ningen have til følge, at tandgangen blev længere end klingens midte og ryg, hvilket uvilkårligt vil med­ føre dårligt skæringsresultat. Klingen må derfor gøres kortere i tandgangen end på midten. Denne forlæn­ gelse af midterpartiet benævnes strækning og udføres i en strækkemaskine. Særlig ved brede båndsavklin­ ger må strækningen vises meget stor opmærksomhed, da en rigtig strækning er betingelsen for, at klingen kan arbejde tilfredsstillende. For smallere klinger, op til 25 mm, kræves ingen strækning. De hjælpemidler, som kræves til dette arbejde, er en strækkemaskine, et rettebord, en ambolt, en sam­ ling rettehamre samt rettelinealer. Af fig. 151 fremgår udseendet af et rettebord samt placering af ambolt og strækkemaskine. Den samme type rettehamre, som anvendes til retning af rundsavklinger (se fig. 104), er egnede. Linealen bør være noget længere end bredden på den klinge, der skal behandles. Planering. Ved planeringen undersøges båndsavklingen først for buler og fordybninger ved hjælp af linealen. Alle fejl afmærkes med kridtstreger, således at man lader disse begynde på det højeste sted og derefter trækker dem, i en tyndere streg, ud i den retning, hvori fejlen forløber. Begge sider af klingen må undersøges. Fejlen borthamres derefter, og ligesom ved rundsav­ klinger skal hamringen ske med lette slag. Alt for hårde slag kan ødelægge klingen. Længderetning. Rettelinealen for undersøgelse af uregelmæssigheder i længderetningen bør være ca. 1 m lang, eller noget derover. Ved hjælp af linealen undersøges klingens ryg, og eventuelle konkave eller konvekse steder af- grænses med kridtstreger. I fig. 152 vises hvordan valsedraget placeres for retning af fejl. Man bør her­ under iagttage, at valsetrykket skal mindskes ind mod klingens midte. Strækning. Strækningens størrelse bestemmes ved hjælp af en lineal, som lægges tværs over klingen, samtidig med

I

b Fig. 149. a: Konkav ryg. b: Konveks ryg.

Fig. 150. Strækkemaskine til båndsavklinger.

lettere at borttage lidt end meget, bør skærpningen ske ofte. Fordelene kan sammenfattes i følgende punkter: 1. Risikoen for klingebrud mindskes, når udslid- ningsstederne aldrig når at blive større, end at de forsvinder ved skærpningen. 2. Skærpningen af tænderne er lettere at udføre, når de ikke er for slidte. 3. Ved at klingen altid holdes skarp, undgår man skadelig opvarmning af tandgangen, hvilket ind­ virker på klingens spænding.

Fig. 151. Bord til retning af båndsavklinger. B: Ambolt. C: Strækkemaskine. F: Ruller.

158