SlægtenNyrop

83

Løbenumer 60.

de havde redet og jaget sammen , og nu bebrejdede ban sig, at han va r Skyld i lians Død. Der laa Brev fra Sonnen en Dag, da han lige kom fra en Skarlagensfeber-Patient, og uden først at desinficere sig havde han strax sat sig til at besvare det k jæ reB re v ; men um iddelbart efter fik Sonnen Skarlagens­ feber, uden at denne Sygdom paa den Tid ellers kunde paa­ vises i Viborg. Fade ren rejste strax til ham , men der var In tet at ud rette; Sygdommen b a r hu rtig mod Døden. Han var som knust, men fra Begravelsen vendte han dog roligere og m ere fattet tilbage. Den store Deltagelse, han havde mødt, havde g jo rt ham godt. F ra Mors drog han i Oktober 1881 til Kjøbenhavn, fulgt af sit eneste levende Barn, Datteren Johanne, men ogsaa hun skulde kaldes bort. H un døde i 1890, og nu levede den gamle Mand helt alene, væsentlig beskjæftig'et med Læsning; han hen tede Bøger paa det kongelige Bibliotek og gjorde Læsning til et Arbejde. Stærkt døv som h an va r bleven, kunde han ikke længer nyde Musik; hans kjære Violoncel havde i lang T id staaet tavs. Jeg er hleven for gammel, sagde han . I 1897 fyldte han 90 Aar, og hans Legeme va r endnu forunderlig stærkt, da han uden egentlig forudgaaet Sygdom den 19. Fe­ b ru a r 1900 stille sov hen næsten 92Vs Aar gammel. Det h a r sin Interesse at se, hvorledes de to Søstre fra Lorentzens Stiftelse paa mange Maader fulgte denne Broder. Saa sent som 1893 sendte Gine Nyrop ham en opskreven Me­ lodi, han som ung havde komponeret, den va r tilfældig falden i hendes Haand ; han vilde im id lertid ikke helt kjendes ved Op­ skriften, der dog morede ham . Han skriver tilbage: »Jeg h a r fo rand ret lidt paa den, saa at jeg troer, at den [nu] er saa- dan, som jeg fra først af, for saa mange Aar siden, h a r com- poneret den ; desuden h a r jeg sat Accompagnement til, saa at jeg nu troer, at den kan lade sig høre«. Den Gang var h an 86 Aar. Af særlig Interesse er det endnu , at Søstrene i 1878, da hans Son Camillus va r død, i Bekym ring for Bro­ derens sjælelige Vel tilskrev Sognepræsten i Nykjøbing, der 6 *