SkyggeridsAfGamleMinder

66

tidig gjorde hun saa mange pudsige Gri- macer, at hun ogsaa fik mig til at lee. Nu brast Værtindens Taalmodighed; hun foer fra Bordet, og — uden dog at sige et eneste misbilligende Ord — greb hun os En ved hver Haand, og formelig slyngede os ind i en anden Stue, hvor Husets Dat­ ter kastede sig i en Lænestol og skoggerlo. Da jeg bebreidede hende, at hun kunde gjøre Nar af sine egne Trosfæller, svarede hun: „Husk paa, jeg har jo aldrig før seet disse „Optøier“ ; i den Provindsby, hvor jeg er født, var vi den eneste Jødefamilie, saa vi bar os ad som andre Mennesker, og det var vi nødte til.“ — Hun havde dog vistnok allerede fra sin Barndom mær­ ket noget til Race-Fordommen; thi jeg husker, at hun udbrød: „Aah, hvor det dog er kjedeligt, at jeg er J ø d e !“ — Hun var ikke at formaae til at gaae igjennem Læder­ stræde med os andre Børn, — „fordi der var saa mange ækle gamle Jøder, der na­ turligvis vilde nikke til hende,“ — og paa et Børnebal hos os, mindes jeg, at hun sad alene i en Stue og hulkede, fordi den