SeksØjenvidnerTilSlotsbranden_1794

I N D L E D N I N G

„D a de næsten vare komne over Slotspladsen, hørte de bag sig en frygtelig Gnistren og Knagen, og en pludselig blendende Lysning opklarede den hele Omkreds. Den urolig bølgende Menneskemasse stod som fastnaglet, Bærerne vendte sig uvil- kaarligen omkring mod det brændende Slot og satte Baaren ned. De rasende Flammer brøde nu ud a f alle Vinduer i den mægtige K j empebygning. De dampende Røgskyer svævede høit op i den øverste Dunstkreds, og de lange Flammetunger fra flere hundrede V induer forenede sig i Høiden med det brænden­ de Tags uhyre store Ildmasse, hvis Luer a f Kobberklædningen farvedes purpurrøde og smaragdgrønne. M idt i denne frygte­ lige Ildcolos stod det brændende Taarn - en Flammepyramide i et Flammehav! Man saae det vakle, saae hvorledes det alt mere bøiede sig imod den ene Kant, saae det brændende i lys Lue med frygtelig Bragen at styrte i det brogede, bølgende Ild ­ hav - og en tyk sort Røgsty tte, der pludselig med Vælde brød frem fra Dybet og forvandlede den blendende Oplysning til Nattens Mørke, betegnede Stedet, hvor det styrtede hen.” Den anden Tilskuer var den da 27-aarige medicinske Stu­ dent og senere baade Lægé og Digter Rasmus Frankenau. Fire A ar efter offentliggjorde han i et Tidsskrift sin Elegi „Christi- ansborgs Ruiner. Natten efter Branden” , som Samtiden kaldte for „et Mesterstykke i skildrende Poesi” og hvoraf nogle Vers derfor skal anføres:

Midnatstormen kold og rædsomt hviner, Ingen venlig Stierne smiler mig; Brustne Mure, glødende Ruiner, Skuer Øiet, hvor det vender sig. Skumle Steenhob ! matte svovlblaae Lue !

[ 3 5 ]