SeksØjenvidnerTilSlotsbranden_1794

I N D L E D N I N G

Der findes hver Gemak forgyldt, saa rød som Lue, og konstig Arbeyd med Forundring at beskue, kort sagt dets Herlighed ey kand beskrives her, dets Lige ikke nu udi Europa er.

Da Statsminister og Geheimekonferentsraad Johan Ludvig von Holstein Lørdagen den 6. August 1746 fra Altanen mod Slotspladsen tre Gange raabte ned til den forsamlede Mængde: „K ong Christian den Sjette er død! Længe leve Kong Frederik den Fem te!” fik - som Jens K ragh Høst etsteds skriver - „snart Alting, baade ved Hoffet og udenfor Samme, et ganske for­ andret Udseende. Det bigotte, skinhellige, tvangfulde og for­ skruede Væsen forsvandt, uskyldige Forlystelser vendte tilbage fra deres sextenaarige Landsforviisning, Frihed, Aabenhed, Mun­ terhed bleve herskende” . Ordene er bevidst sat skarpt op, men Forandringen og Forskellen fra før var tydelig nok. Med det nye Kongepar begyndte en Periode paa tyve Aar, hvori det nu var Christiansborg, som blev det muntre Midtpunkt for Hoflivet og — det var en meget betydningsfuld Forskel - for hele Hovedstadslivet, idet Adel og Borgerskab fra nu a f under Festlighederne blandedes lige saa omhyggeligt som Kortene ved Spillepartierne i „Kongens Galleri” . Mellem de nye Gæster er ogsaa Holberg, som i en a f sine Epistler aabent udtaler sin Glæde over Forandringen og fortæller: „a t je g nu paa min gamle Alder iblant kommer til Hove. Det skeer ikke a f nogen Forfængelighed. Men je g finder intet behageligere Sted end [dette] for en Philosopho, thi her kand man bivaane en høy Forsamling uden Masqve, uden Sminke, uden afpassede Skridt, og uden paa Skruer satte Ord, saa at man udi et Kongeligt H o f seer den naturlige Stands Simpli[ 2 1 ]