SeksØjenvidnerTilSlotsbranden_1794

I N D L E D N I N G

verset, der har en anden Rytme, vender Digtet tilbage til sit Udgangspunkt:

Saa staae da ! saa prang da ! saa prunk da ! i Norden Du mægtige Kongers saa prægtige Boe, til heele Naturens høj-viiseste Orden skal brydes og brækkes og briste i to.

Den Ævighed, Tiden kand love og give, har Himlen besluttetfor Kongens Pallads, men kand ej hans Muure just ævige blive, men endeligfalde i Stave og Qyads.

Saa har Hand en Bygning, som giort uden Hænder med Ævigheds Ævighed varer og staaer, naar Himlen og Havet og Jorden opbrænder og Alt som et Snee-Slot i Solen forgaaer.

Da Wadskiærs Velynder, Professor og daværende Hofpræst Erik Pontoppidan den yngre overrakte Kongen Bogen, læste Majestæten straks Begyndelsen og syntes saa godt om T ilegnel­ sens letløbende Vers, at han først tilbød Digteren en T itel og derpaa, da den paa Grund a f Udgifterne allerunderdanigst blev afslaaet, 100 Rigsdaler om Aaret. Ogsaa Slutningen om Jordens Forgængelighed og Himlens Evighed maa have behaget hans pietetiske Gudfrygtighed. Hverken Digter eller Konge kunde tænke, at Tidsfristen i andet Vers kun skulde blive 54 Aar. M an kan ikke lade være at forestille sig Muligheden a f et senere Møde mellem de to Mænd: den kun 28-aarige, lille og magre, kønne og sikkert muntert smilende Wadskiær i Audiens hos den da 42-aarige, lige saa uanselige, uskønne, sky og tung[ 1 9 ]