SchwartserneISværtegade

kunstdrejerfirma stammer fra den »hochgräflich-Isenbürgische« residens­ stad Büdingen i nærheden af Hannau. Her boede i midten af det 18. århundrede en brav mand, Johan Georg Schwartz, der som så mange i disse egne forenede de to stillinger, fragt­ mand og landbruger. Han var, hvad jo var almindeligt i de tider, velsig­ net med en stor børneflok - og i spidsen for den gik to prægtige drenge, Johan Nicolaus og Johan Adam. Johan Nicolaus gik i faderens fodspor, men Johan Adam kom i drejer­ lære, og det var ham, der knyttede forbindelsen med Danmark. Det var patriarkalske tider, og øvrigheden vågede bogstaveligt over hvert af en sådan håndværkerynglings skridt. Yi synes nok, at hr. kon- torius i vore dage har bragt den store papirplage ind i vort liv, men man må såmænd ikke tro, at det var bedre i slutningen af det 18. århundrede. Man kunne bogstaveligt ikke flytte sig fra stedet uden pas og rejsetilla­ delser og vandelsattester - sådan som forresten vores egen Jens Baggesen har givet en levende skildring af det i det berømte kapitel »Passet« i »Labyrinten«. Johan Adam hørte til dem, der gemte sine papirer, og de er gået videre over i familiearkivet, hvorfor man så mange år efter kan følge hans fær­ den. Således finder man fra den 20. september 1771, da han var tyve år gammel, et rejsebrev udstedt i hans fødeby af de »geschworne Zünft- und andere Meister der löblichen Treschler-Handwerks«, af hvilket det frem­ går, at han i 2 år og 12 uger har arbejdet i byen og opført sig »treu, fleissig, stille, friedsam und ehrlich wie einem jeglichen Handwerks-Gesel­ len gebühret«. Navnlig må man smile ved ordene »stille und friedsam«. Nu, den slags papirer blev sammensat efter formler med ærværdige traditioner på ba­ gen, men stort set har karakteristiken nok været meget rammende. Her var en ung mand, der havde sat sig et mål i livet og ikke veg væk fra den lige vej. Med sit rejsebrev i lommen drog han ud for at dygtiggøre sig, han rejste fra by til by og tog arbejde, indtil han sidst i juni 1778 indskibede sig i Lübeck for at drage til København. Hvad der bevægede ham hertil, ved man egentlig ikke, men man kan tænke sig til det. Der var ikke så forfærdelig mange drejere i København - og en ærgerrig ung mand kunne derfor såre vel sige til sig selv, at der måtte være noget for ham at gøre i Kongens by. Har Johan Adam ræsonneret sådan, tog han i alt fald ikke fejl! Han