S_Thorvaldsen

34

Zoéga blev da i en Række af Aar Thorvaldsens Lærer og Op­ drager.Den unge Kunstner var anbefalet til ham af en af sine Velyndere o O i Kjøbenhavn, den i sin Tid som Oldgransker højt ansete Professor, senere Biskop Friedrich Munter, og blev modtagen med Venlighed af den udmærkede lærde. Denne gav ham strax det Raad, ikke for det første at tage fat paa noget Arbejde, men hellere bruge Tiden til at se sig om mellem Roms Kunstskatte; selv viste han ham omkring i Samlingerne, idet han overalt søgte at aabne hans Øjne for de enkelte Værkers Betydning, Karakter og Værd. En ublandet Fornøjelse vare disse Vandringer mellem Oldtidskunstens Frembringelser imidlertid ikke for nogen af Deltagerne. Begge maatte de beklage, at en stor Del af de Statuer og Relieffer, der hidtil havde prydet de romerske Gallerier, nu vare unddragne deres Studier; mange af dem vare allerede kort efter, at Franskmændene havde gjort sig til Herrer over Rom, ranede og førte til Paris; andre stode endnu i Sommeren 1797 indpakkede i Kasser og ventede paa Lejlighed til at komme afsted. Og en særlig Ærgrelse havde Zoéga under disse Besøg i Samlingerne af at opdage, hvor blottet for de nødvendige Forudsætninger til Forstaaelse af Kunstværkerne hans unge Lærling havde givet sig ud paa Rejsen; aabenbart har han taget sig hans Uvidenhed nær i samme Forhold, som han skjønnede paa hans Talent. »Thorvaldsen kom hertil,« skriver han i Begyndelsen af December 1797 til Munter, »i højeste Grad uvidende i alt, hvad der ligger uden for Kunsten. Det er meget ilde betænkt at sende et Menneske saa raat til Italien, hvor han maa spilde en Mængde Tid paa at lære Ting, som han ikke kan undvære, naar han skal have den fulde Nytte af sit Ophold her nede, og som han kunde have lært lettere og hurtigere før Rejsen. Uden at kunne et Ord Italiensk eller Fransk, uden den ringeste Kundskab i Historie og Mythologie — hvordan skulde det da være muligt, at en Kunstner kunde studere her, som han burde? Havde han Kundskaber, saa fik det maaske være med Sprogene, eller hvis han havde Herredømme over Sprogene, saa kunde han her faa Bøger at lære noget af; men savner han begge Dele, saa er han om en Hals og véd ikke, hvordan han skal tage fat. — Jeg forlanger ikke, at en Kunstner skal være Videnskabsmand; det vilde jeg ikke engang synes om; men en Slags dunkelt Begreb maa han dog i det mindste have om Navnet paa og Betydningen af de Ting, han ser. Det andet kan han bøde paa ved at omgaas Videnskabsmænd; men naar man

/