S_Thorvaldsen

258

er virkelig historisk Kunst, er det maaske i fuldere Maal end noget andet Værk af den store Mester. Vi vende tilbage til Aaret 1835 , der for øvrigt kun bragte faa nye Værker af Thorvaldsen; Arbejdet paa Monumentet til München lagde Beslag paa Størstedelen af hans Kræfter, og tilmed var han i dette Aar jævnlig mindre godt ved Helbred; en Tid omgikkes han endog med den Tanke for sin Sundheds Skyld at foretage en Rejse til Ischia. Det eneste Arbejde, han vides i 1835 at have modelleret efter privat Bestilling, er Gravmælet over den polske Grevinde Helena Poninskas to Børn, det Relief, han selv har kaldt »Passaggio d’un mondo ad altro« — »Vandringen fra Verden til Verden«. Kunstneren har antydet de to »Verdner« ved Cirkel­ afsnit i Kompositionens nedre Hjørner; paa det til højre, Jorden, knæler den sørgende Moder og søger at holde Sønnen og Datteren, hvem Dødens Genius fører til den anden Klode, tilbage. Relieffet hører til Thorvaldsens mindst værdifulde Arbejder; Moderens Sorg er helt konventionelt udtrykt, og de Draperier, hvori de svævende Skikkelser ere hyllede, lidet tiltalende; især gjælder det om det kavajagtige Klædebon, den unge Mand bærer. To figurrige Skitser fra omtrent samme Tid bære ligeledes tydeligt Præg af, at Mesteren i det her omhandlede Aar har været mindre vel oplagt. De vare foranledigede ved den Bestilling, han allerede i 1806 havde modtaget paa Frontonrelieffer til Kjøbenhavns Raad- og Domhus og til Christiansborgs Slotskirke. Til den førstnævnte Bygning udførte han nu Skitsen »Salomos Dom«; i Midten sidder den unge Konge og strækker Haanden ud imod Drabanten, der har løftet Sværdet for at kløve det levende Barn, men hvem den ved Ihronens Fod knælende Moder søger at holde tilbage; ved hans højre Side staar den anden Kvinde; dels siddende, dels i halvliggende Stil­ linger ere de gamle Raadsherrer anbragte i Række ud mod Frontonens Hjørner. Naar man staar over for dette Arbejde med sin Viden om, at det skyldes en af de tidligste Bestillinger, Thorvaldsen modtog fra Hjemmet, vil man vanskelig kunne frigjøre sig for den Tanke, at det i sit Anlæg og i mange Enkeltheder hviler paa et meget gammelt Udkast eller i alt Fald paa et Fantasibillede, der har dannet og fæstnet sig i en Periode, da han endnu ikke havde naaet sin fulde Modenhed osf Selvstæn- dighed Kun paa enkelte Punkter, som i den staaende Kvindes Draperi og tildels i hendes Bevægelse, mindes vi om den udviklede Mester; andre laitiei tale endog om Abildgaards Skole. Noget lignende gjælder om den