S_Thorvaldsen

252

Guddoms Ide udtrykt i en Afhandling af Herder: »die Göttin des Maaszes und Einhaltens — die Zähmerin der Begierden — die misbilligende Göttin des Uebermuthes — die unbestochene Richterin der Tugend und Wahrheit« — vilde være en passende Prydelse for Graven; det kunde da falde ud til en Enkeltfigur eller en Gruppe, en Statue eller et Relief; Kunstneren skulde have frie Hænder. Thorvaldsen syntes godt om Ideen, og den iste Januar rrA det var hans Skik altid paa Nytaarsdag at foretage noget nyt — skit­ seredes som sået Relieffet for i Løbet af det næste Aar at blive udført i Marmor. Paa sin Triumfvogn staar den mægtige vingede Gudinde og styrer med Svøben i Haand sine tvende Gangere; den ene skrider fast og rolig fremad, den anden stejler vælig som i Trods; hos Forspandet gaar den trofaste Hund, bag Vognen to Genier, af hvilke den ene bærer den hævnende Retfærdigheds Sværd, den anden Overflødighedshornet med Lønnen for det gode. — Dette Relief, fortælles der, kunde nær blevet Thorvaldsens sidste Komposition. Kort efter Nytaar var han nemlig en Dag i Færd med den kolossale Model til Rytterstatuen og arbejdede paa Hestens Hoved, staaende øverst oppe paa en høj Stige; han gled og faldt ned, men greb for sig og fik fat i Hestens Øre, i .hvilket lykkeligvis en Del af Jernskelettet gik ud; Farten blev saaledes standset, og den aldrende Kunstner naaede Gulvet uden synderlig Men. Kort efter at denne Tildragelse havde fundet Sted, henvendte Etatsraad Collin sig med en Skrivelse til Kong Frederik den Sjette og meddelte ham, hvad han havde hørt fra Bødtcher, deriblandt ogsaa, at Thorvaldsen omgikkes med den Tanke at bestemme Renterne af den Kapital, han en Gang maatte eiterlade sig, til Indkjøb af danske Kunstneres Arbejder »til en bestandig Forøgelse af det af ham oprettede Musæum. Dette Musæum, hans lestaments egentlige Hovedpunkt, ligger«, hedder det, »ham mest paa Hjerte, og han ængster sig ved Tanken om, at det, uagtet hans bestemt udtrykte Vilje, en Gang i liden kan blive adsplittet, og at man efter hans Død vil overse den al ham gjorte Betingelse, at anvise det et særskilt og passende Lokale. Han vil derfor i den nye testamentariske Disposition udtrykkelig nævne dette som en Betingelse sine qua non. Min Korrespon­ dent tilføjer, at nogle beroligende Ord, givne Thorvaldsen i denne Henseende, vilde være at stor Vigtighed og kunde have til Følge, at han afsendte alle sine Kunstskatfe til Hjemmet, og var først dette Skridt gjort, da forlod han næppe Danmark mere . . . Saa vidt jeg efter fleres paalidelige Ytringer