S_Thorvaldsen

240

Kongestad Persepolis gaa op i Flammer. Her dvælede den unge sejrrige Helt en Tid i yppigt Vellevned med skjønne Kvinder; ved en Fest, han gav, hændte det, at han blev drukken, og heraf benyttede den fagreste af hans Veninder, Hetæren Thais, sig til at ægge ham til vanærende Daad; hun forestillede ham, at der nu var Lejlighed til hævne den Ufærd, Barba­ rerne under Perserkrigene havde øvet i Athen, ved at ødelægge Persepolis, og Alexander lod sig lokke-, snart var der af den prægtige By kun rygende Tomter tilbage. Thorvaldsen byggede over denne Fortælling en af sine skjønneste og klareste Reliefkompositioner. Midt i denne staar Alexander og Thais; med højre Haand rækker hun ham Brandfaklen, den venstre hæver hun mod Himlen som for at kalde de udødelige til Hjælp ved Hævnen. Forgjæves søger Vennen, den ædle Parmenion, at holde Alexander tilbage; denne er som greben af bakkhisk Raseri og hører intet. To Kvinder, af hvilke den ene tænder sin Fakkel ved den andens, staa bag Thais; en Perser fjerner sig i Fortvivlelse; sorgfulde ere Alexanders Krigere Vidner til deres Herres dybe Fald. Paa et Værk af større Omfang og videre rækkende Betydning tog Thorvaldsen fat ved Midsommertid 1832 ; det var det desværre aldrig fuld­ endte Relief »Toget til Parnasset«. Hvad der foreligger deraf —1 i et enkelt Gipsexemplar i Musæet — er den næsten 16 Fod lange Begyndelse til en Frise, hvis Emne var »af en saadan Natur, at der kunne gives den en uberegnelig Udstrækning.« Kunstneren vilde nemlig hverken mere eller mindre end i sammenhængende Rækkefølge fremstille Alverdens store Digtere lige fra Homer til hans egne samtidige; Toget skulde aabnes af Apollo, ledsaget af Muser og Gratier. Paa det Stykke af Frisen, der blev færdigt i Model, se vi Sang- guden, en dejlig, næsten nøgen Skikkelse, med Lyren og Plektret; Pegasus, der ved Tømmen ledes af en vinget, fakkelbærende Genius, trækker hans Triumfvogn, der er prydet med et Billede af Marsyas’s Straf; her knæler foran den til Flaaning ophængte Skovgud, der var fræk nok til at vove sig i Sangerkamp med Apollo selv, en Skikkelse, der er i nær Slægt med den berømte antike (?) »Sliber« i Florents, og som viser, at Thorvaldsen har opfattet denne Figurs Betydning paa samme Maade, som den nyere Kritik. Umiddelbart efter Gudens Vogn træde Gratierne i Dans; Amor drager dem frem ved en Rosenlænke, en flyvende Amorin strør Blomster lor deres Fødder. Saa følge Muserne: den alvorsfulde, lavrbærkronede