S_Thorvaldsen

2 I O

Leo den Tolvte interesserede sig i den Grad for dette Værks Fremgang, at han endog en Dag i Efteraaret 1825 indfandt sig i Kunstnerens Atelier for at tage Modellen i Øjesyn. Da han traadte ind, kastede de italienske Arbejdere sig paa Knæ, men han lod, som han ikke saa’ det, vendte sig om mod Basrelieffet »Kjærlighedens Aldere«, som netop stod færdigt, og »fordybede sig med megen Interesse i denne profane Spøg, der behagede ham overmaade meget«. Hvad der den Gang stod færdigt i Model af Monumentet, var kun selve Hovedfiguren; Statuerne »Visdommen« og »Styrken« bleve dog snart efter fuldendte. Monumentet for Fyrst Poniatowski blev modelleret i kolossal Maale- stok efter en Skitse, der i væsentlig Henseende afveg fra den først udkastede Plan for Kunstværket. Oprindelig havde Thorvaldsen haft til Hensigt at fremstille Helten i polsk Rytterdragt, men opgav snart denne Tanke og iførte ham romersk Kostume. Hesten skred i den første Skitse rolig frem; i den anden — den paa Musæet opbevarede — var Bevægelsen saaledes ændret, at den øjeblikkelige Standsning før Springet ned i Floden antydedes; i den endelige Model er Kunstneren vendt tilbage til det første Motiv: Gangeren skrider rolig fremad, Ro og alvorsfuld Selvbevidsthed præger den mægtige Skikkelse, der holder Tømmen med venstre Haand og Sværdet i den udstrakte højre. Fra første Færd var det tilkjendegivet Thorvaldsen, at man ønskede Modellen anlagt i Stil med Marcus Aurelius’s Rytterstatue paa Capitolium; den kom virkelig ogsaa til en vis Grad til i Holdning og Bevægelse at minde om dette berømte Kunstværk fra den romerske Oldtid. I det hele hører Poniatowskimonumentet til de Værker, hvori Thorvaldsen viser sig under den stærkeste Indflydelse af den antike Plastik. Det er ikke alene Kostumet, de store og rene Linier og den klassiske Ro, der hviler over det hele, hvori Paavirkningen lægger sig for Dagen; af endnu større Betydning i saa Henseende er den Maade, hvorpaa, og den Maalestok, hvor­ efter Kunstneren har »idealiseret«. Det er aabenbart, at det ingenlunde har været ham magtpaaliggende at give noget individuelt; baade Hingst og Mand ere Typer, hin paa den reneste Form, hvorunder et saadant Dyr kan tænkes, denne paa den roligt bevidste Fører, den lige saa ædle og kloge som skjønne Adelsmand. Selv havde Thorvaldsen jo aldrig set den, han skulde forherlige; han maatte, hvad Fysignomiet vedkom, rette sig efter et malet Portræt, der blev ham tilsendt. Efter dette modellerede han en Buste, og sikkert har han gjort det mest mulige for i denne at faa den formelle Lighed med Fyrsten

v