S_Thorvaldsen

1 9 2

er ikke »Gangen til Golgatha«, men dets to fritstaaende Kunstværker, Døbe­ fonten og Kristusstatuen. Til den først nævnte udførte Thorvaldsen i Efteraaret 1823 en Model, en rigt draperet staaende Engel med en Muslingskal som Døbefont; han fik den hugget i Marmor, og det var hans Hensigt at lade den følge med som Gave, naar han afleverede de andre Værker til Kirken. Det var et saare skjønt Arbejde, et Billede af den mest lysende Uskyld og den dybeste Andagt, stort og dejligt i Holdningen og af overordentlig Friskhed i Gjennemførelsen saa vel af Draperiet som af de nøgne Dele. Ikke desto mindre opgav Thorvaldsen Tanken om at lade denne Daabsengel opstille i Frue Kirke, man siger, fordi han blev gjort opmærksom paa en formel Lighed mellem den og nogle gammelkatholske Skulpturer; han solgte den til en engelsk Rigmand og udførte nogle Aar senere en Daabsengel, hvortil den oprindelige Type vel er beholdt, men hvor Figuren er fremstillet knælende med Muslingskallen i de udstrakte Arme og støttende denne mod det bøjede højre Knæ. Vi kjende alle dette vidunderlig stemningsrige Kunstværk, der nu staar i Kirkens Kor som en af dens ædleste Prydelser i et godt, om end maaske paa sine Steder noget for stærkt afglattet Marmorexemplar; i Henseende til Udtrykkets Finhed staar det ikke tilbage for den ældre Model, for hvilken det endog har enkelte Fortrin — i det rigere Draperi, i den livfuldere Behandling af Vingerne, som paa den knælende Engel slutte sig friere og naturligere til Kroppen end paa den staaende, i Haaret og i Hovedets Blomsterprydelse og endelig i det hele ejendommelige Bevægelsesmotiv, hvori det mildt og elskeligt indbydende, det store Tro og Tillid vækkende »Kommer til mig!« har faaet et Udtryk, der i hele den kristelig Kunst blot én Gang er bleven overtruffet — i Thorvaldsens eget Storværk, Kristusstatuen. »Kommer til mig, alle I, som arbejde og ere besværede, og jeg vil give Eder Hvile!« — Den Kristus, som Thorvaldsen viser os, er Frelseren, hvis Ord har Magt, den, i hvis Tale der er Forjættelse, han, som ikke lover mere, end han kan staa ved. Ikke den lidende, udpinte Mand, Slagtofret fra Golgatha, men den opstandne Sejrherre over Grav og Død, han, der har brudt Helvedes Porte, stor og stærk, som naadig og miskundelig, — han, som kalder og aabner Favnen for alle dem, der ville modtage hans Gave.