S_Thorvaldsen

1 77

A f Skulpturerne til Frue Kirke vare, som vi have set, tvende Stykker modellerede allerede under Thorvaldsens Ophold i Hjemmet, nemlig Reliefferne Kristi Daab og Nadverens Indstiftelse. Men den største Del af det vidtløftige Arbejde stod endnu tilbage; i 1821 og 1822 fremmedes det imidlertid med en Energie, der i Kunstens Historie søger sin Lige. Fra det Øjeblik af, da det blev fastslaaet, at Thorvaldsen skulde udføre Kolossal­ statuerne af Kristus og de tolv Apostle, samt hvad der for øvrigt var bestemt til den nye Kirkes Udsmykning, var det Tanken om disse Kunstværker, der væsentlig fyldte hans Sjæl; hvor meget han end for øvrigt havde at vare­ tage, syslede han dog i denne Periode vistnok daglig med den Række nye Værker, som skulde blive en af hans lyse og rige Kunstnerlivs ypperste Bedrifter. Selv gik han til Arbejdet med godt Mod, men i de Kredse, hvori han færdedes, saa’ man det imøde med langt mindre Tillid til det lykkelige Udfald. At Kunstnerne af den nazarenske Retning paa Forhaand maatte føle sig overtydede om, at Thorvaldsen vilde vise sig ude af Stand til at frembringe et ægte og i Sandhed gribende Billede af Frelseren, følger af sig selv; men ogsaa Kunstnerens varmeste Beundrere og nærmeste Venner stillede sig denne Gang tvivlende; man savnede hos ham »det aandige Forhold til Kristendommen, som her maatte forudsættes«, — gik simpelt hen ud fra, at kun den oprigtig troende og varmt følende Kristne vilde være i Stand til at frembringe et Kristusbillede, der kunde tilfredsstille de troendes religiøse Trang. Med andre Ord: man stillede Værkets Prognose i Henhold til en kun halvvejs eller betingelsesvis rigtig æsthetisk Theori. For os, der kjende baade de Forudsætninger, ud fra hvilke Ihor- valdsen gik til sit Arbejde, og dem, hvorfra der paa Forhaand blev dømt, ligger det nær i al Korthed at søge at komme til Enighed med Hensyn baade til Mesterens personlige Stilling over for Opgaven og til den æsthe- tiske Theoris Gyldighed. At Thorvaldsen ikke var en troende Kristen, er sikkei t nok, i saa Henseende er det Svar, hvormed han imødegik en af sine Venners Betænkeligheder, tilstrækkelig talende: »Jeg tror jo heller ikke paa de græske Guder, men dem har jeg dog kunnet fremstille«. Den eneste »religiøse« Paavirkning, han fik i sin tidlige Ungdom, modtog han af den rationalistiske Præst, der forberedte ham til Konfirmationen; i Rom forholdt han sig, som en af hans Ungdomsvenner der nede fra, den tyske Landskabs 23