S_Thorvaldsen

1 7 6

staar han, som om han i tryg og bevidst Eftertænken skuede ud over dens Resultater. Lemmerne og den halve Overkrop ere nøgne; Sværdbæltet holder fast paa Underklædningen og Kappen, af hvilken en Del er kastet over den venstre Skulder, medens et andet Parti af den er samlet over den højre Haand. Hele Draperibehandlingen er gjennemført i ren antik Stil og staar i den mest fuldendte Harmoni med Legemets paa én Gang kraftige og elegante Bevægelse. Med andre Ord: Potockistatuen hører til de Kunst­ værker, der med størst Kraft hjemler Thorvaldsen Ret til at nævnes som Gjenopliver af Antiken. Spørgsmaalet om, hvor vidt der er nogen egentlig Portrætlighed til Stede, vil her vanskelig paatrænge sig, og kommer det endelig frem, vil det lige saa sikkert mødes med et benægtende Svar, som hvis det f. Ex. gjaldt en oldgræsk Diadumenos. Legemets Former ere, lige fra den dejlige Hals og Brystets kjødfulde Hvælving til de elastiske Ankler, givne ene og alene i Henhold til Kunstnerens fuldmodne Opfattelse af det skjønneste, Naturen kan byde paa; Hovedet er som en Halvguds, Udtrykket hævet over det blot menneskelige, uden mindste Præg af tilfældige Oplevelser, mere typisk end individuelt. Saa gribes vi da af Statuens Dejlighed væsentlig i samme Stemning som den, der slaar os i Møde fra en Praxiteleisk Figur eller som under Læsningen af rene jambiske Trimetre. I det enkelte gjennemgik Thorvaldsen Modellen med største Omhu; senere blev den udført i Marmor — et Exemplar til Graven i Krakau, et til Musæet — , og til Fodstykket modelleredes i 1829 et Relief, Dødens vingede Genius, der siddende i Slummer støtter sig til den omvendte Fakkel og holder Kransen, »Livets Krone«, i den venstre Haand. Angaaende Monumentet over Fyrst Poniatowski modtog Thorvaldsen i 1821 gjentagne skarpe Paamindelser, hvilke dog foreløbig bleve uden kjendelig Virkning; ved Siden af Fyrst Potockis Statue var det væsentlig Værkerne til Frue Kirke, der ved denne Tid lagde Beslag paa hans Arbejdskraft. Inden vi gaa over til nærmere at gjøre Rede for disse, skulle vi dog omtale det Kunstværk, han nu, efter en tidligere modtagen Bestilling, udførte som Mindesmærke over den milanesiske Maler Andrea Appiani. Det er det berømte Relief, de sørgende Gratier. Tæt omslyngende hverandre lytte de tre guddommelige Søstre til den lille Amors Sang; ved Lyren tolker han Sorgen over deres Malers Død. Sammenholdt med den store Gruppe fra 1819 vil dette Arbejde sikkert vinde Prisen; det er en frisk og naturlig Komposition, let overskuelig og liflig i Liniernes Sammenspil, rig paa ægte elegisk Indhold.