S_Thorvaldsen

1 7 4

i et af de andre Værelser ved Siden, da jeg kom ind og saa det nedstyrtede Gulv og tre Statuer borte og flere i Fare for at gaa samme Vej. Der var ikke lang Tid til at betænke sig, hvis man ikke vilde bebrejde sig selv for Fejghed eller Dumhed. Adonis i Marmor stod imellem Væggen og Hullet i Gulvet; den kunde ingenlunde tages, førend der var lagt Bjælker over Hullet. Dette Arbejde paa Bjælkerne drev Tenerani; imidlertid flyttede jeg med nogle Mands Hjælp de øvrige Figurer, som stode paa samme Grus, der truede hvert Øjeblik at styrte ned, og da det første farlige Øjeblik var forbi, flyttede vi alting i et andet Værksted, hvor Frisen staar, og ordnede det der, saa godt det lod sig gjøre. Omendskjønt alting gjordes i den muligste Hast og Anstrengelse, saa er dog ingenting af det, som vi flyttede, blevet i det mindste beskadiget eller sønderslaaet.» At Thorvaldsen efter at have modtaget dette Budskab maatte føle Trang til at fremskynde Rejsen til Rom, følger af sig selv; dog foranledigedes han paa forskjellig Maade til flere mindre Ophold paa Hjemfarten, saaledes at han, der tog Afsted fra Wien den 2611de November, først gjensaa sine Værksteder den 16de December. Der blev Jubel blandt Vennerne og Med­ arbejderne, da de atter saa’ den elskede Mester i deres Kreds, og Stemningen kom ret til Udbrud ved en Fest, der fejredes til hans Ære paa en af Aarets sidste Aftener. I et af de romerske Værtshuse, hvor Nordboerne paa den Tid med Forkjærlighed søgte, samlede sig ved denne Lejlighed et Selskab af over halvandet Hundrede Kunstnere af forskj ellige Nationaliteter for at hædre Thorvaldsen i Sang og i Tale; da Festglæden var paa sit højeste, indfandt sig en uventet Gjæst, den danske Kronprins, der kort i Forvejen var kommen tilbage til Rom fra en Udflugt til Neapel. Snart var han som hjemme blandt de muntre Bordfæller, udbragte en Skaal for Kunsten paa begge Sider af Alperne og lønnedes med jublende Leveraab. I de nærmest paafølgende Dage vare Kronprinsen og hans skjønne Hustru jævnlig Gjæster i Værkstederne ved Palazzo Barberini, og Thorvaldsen viste paa den elskværdigste Maade Fyrsteparret om blandt Roms Oldtidslevninger og i Kunstsamlingerne; det blev Vandringer, som bevaredes i Erindringen at dem, der deltoge deri; endnu i sin høje Alder omtalte Enkedronning Caroline Amalie dem gjerne som noget, der hørte sammen med hendes kjæreste Ungdomsminder. Thorvaldsen modellerede ved denne Tid de skjønne Buster at Prinsen og Prinsessen samt begyndte paa en Portrætstatue af sidstnævnte; den blev dog først fuldendt fem Aar senere.