S_Thorvaldsen

ikke nogen Maler af Rang, og en Altertavle af ham vilde nu til Dags næppe have haft synderlig Værdi ud over den rent kunsthistoriske; Frue Kirke er dernæst en Bygning, der ifølge hele sin Stil kræver plastisk, ikke malerisk Udstyrelse. En anden Sag er det, at Lund med god Føje kunde føle sig krænket og forurettet ved den Maade, hvorpaa man satte ham og hans Arbejde til Side; Erstatning fik han dog i andre Bestillinger. J. L. Lund blev da heller ikke den Kunstner, der ramtes haardest ved de magthavendes i sig selv meget forklarlige — om end ikke fuldt ud forsvarlige — Tilbøjelighed til overalt at føje sig efter Thorvaldsens Ønsker; et Slag af langt mere indgribende Betydning traf i Sammenhæng hermed Hermann Ernst Freund. Da Thorvaldsen havde faaet Bestillingen paa Kristusstatuen, modnedes som omtalt hans Plan om at skabe en hel Række Kunstværker til Frue Kirke, og hans første Forslag gik ud paa Ud­ førelsen af de tolv Apostelfigurer. Men disse vare bestilte hos Freund, allerede før denne i December 1817 begav sig ud paa sin Rejse til Rom. I Thorvaldsens Atelier dernede havde den unge »Artist« taget fat paa Arbejdet; Bestillingen omfattede han »med hele den Begejstring, hans varme Kunstnersjæl raadede over; til den knyttede han de stolteste Forhaabninger om en rig Fremtid; i den saa’ han en stor og værdig Opgave for den stærke Trang, han havde til at gaa i Dybden af de alvorligste Emner«. De tolv Skitser bleve anlagte, tre af dem stode i Foraaret 1819 endog færdige i en Femtedel af den naturlige Størrelse, og senere paa Aaret modellerede han, samtidig med at han netop med 1 anken paa Apostel­ statuerne ivrig øvede sig i Marmorhugning, endog en af dem, .Judas i haddæus, i fuld Størrelse. Hvorledes disse Kunstværker have set ud, vide vi nu ikke; baade Skitserne og den større Figur ere fuldstændig gaaet til Grunde. Men saa meget kunne vi dog slutte ifølge vort Kjendskab til Preunds øvrige Virksomhed, at de vel kunde have fortjent en bedre Skæbne end den, der blev dem til Del. Freund var en genial og overordentlig dygtig Plastiker; i Apostelsuiten havde han tænkt at skulle udføre sit Livs vigtigste Gjerning; uden Tvivl har han da anvendt sine bedste Kræfter, sin fulde Energi paa den Del af Arbejdet, han fik gjort. At den Bestilling, hvortil han havde knyttet saa store Forhaabninger, blev Indledningen til hans »Livs I ragedie«, kan da langt mindre undre os, end den Kjendsgjerning, at hans dybe Sorg over Skuffelsen ikke i langt højere Grad, end I ilfældet var, antog Foim.af Bitterhed mod dem, der havde gjort ham Uret. Vel vides det, at han følte