S_Thorvaldsen

i 5 i

m indre h eld ig i sin E g en sk a b a f P o e t end som Fremmer a f de skjønne Kunster, samm en lign ed e den med C anovas Behandling a f Emnet:

Canovas Grazien: Ueppige Mädchen sind hier die Grazien, Lüsternheit weekend; Ist zu reizen jedoch je die Bestimmung der Kunst? T h orva ld sen s Grazien: Unverhüllt sind auch die deinigen, unverhüllend uns zeigend Hellas’ Charitinnen, keusch, göttlich, in heiliger Kunst.

— D e t syn e s, at Thorvald sen , alt som Aarene randt — han nærmede sig jo nu stæ rk t de halvhundrede — har følt Længslen efter at gjen se sit Fædreland o g o v e r ta g e Ud førelsen a f Kunstværker for H jemm et voxe; med altid større Kraft lød o g sa a Landsmændenes Ønsker om at have ham i deres M idte, o g F o rh o ld en e udvik lede s ig efterhaanden saaledes, at-B etæ nke­ lighederne v ed for en Stund at forlade R om maatte m indskes i samme F or­ hold, som F ristelsen dertil ø g ed e s. V el var T a llet paa de Statuer o g Relieffer, der vare under A rb ejd e i Væ rk stederne, m ere overvæ ldende end nogen S inde forhen; n ye T in g m odelleredes i Mængde efter hans Sk itser, o g a f de æ ldre ud førtes der stad ig G jen tagelser. Men Udsigterne til, at V irksom ­ heden i A telie rn e kunde ho ld es i g o d G ang under Mesterens Fraværelse, vare o g sa a lan g t gu n stig er e nu, end de havde kunnet være i nogen tidligere Periode. Ikke alene havde han knyttet til sig en Mængde flinke, for en stor D e l a f ham se lv uddannede Arbejdere, Modellerere o g Marmorhuggere, til hvem han sæ rd eles vel kunde overlade Udførelsen a f end og m eget b e ­ tyd e lig e Værker, helt op til Grænsen a f den sid ste beaandende Fuldendelse, men om ham stod der nu en lille S tab a f virkelige Kunstnere, talentfulde o g d y g tig e un g e B illed h u g g e r e , hvem »det finere Arbejde« o g Overtilsynet med Væ rkstederne uden F r y g t kunde betroes. Vi have allerede nævnt P ietro T eneran i; en anden paa lid elig S tø tte havde Thorvaldsen i Giovanni B ienaim é, der efter at have faaet sin første Uddannelse i Marmorværkstederne i Carrara d ro g til R om i 1818 o g snart kom til at staa Mesteren m eget nær. S am tid ig traadte den toog tred iveaarige Herman Ernst Freund, det danske Kun stakadem is »rejsende A r tist« , i Forb indelse med Ihorvaldsen. D en g en ia le K un stner, der oprindelig var Sm ed , dernæst var uddannet til M edaillør, men sen ere — om tren t fra 1816 — næsten udelukkende viede s ig til Sku lp tu ren i stræ ngere F orstand , havde i Efteraaret 1817 vundet