S_Thorvaldsen

1 4 5

er det stad ig dukk et o p , altid i større R igdom o g F ylde o g med mere F a sth ed o g livfuldere U d tryk i Linierne. M od ellen , der helt igjennem b lev udført a f Mesteren se lv , blev i Maj Maaned stø b t i G ip s; hurtig naaede dens R y ved Breve o g Bladartikler ud over alle E uropas Lande; i Merkurstatuen hilste de mest fremragende Kunstnere o g K jendere e t a f den nyere P lastiks herligste Værker — den m aaske a f alle m oderne Statuer, der kom Antiken nærmest. D e n un g e Gud er a f Zeus udsendt for at dræbe A rg o s, der a f den sk in sy g e H era er sat til at v o g te den til en Kvie forvandlede lo. Ved Rørfløjtens T o n e r har han d y sse t Uhyret i Søvn ; nu er Ø jeblikket kommet, da G jerningen skal fuldbyrdes. Han har siddet paa en høj Træstub; nu stemm er han den ven stre F od mod Jorden for at rejse sig ; F løjten har han ju st ta g e t fra M unden , med højre Haand drager han Svæ rdet, hvis Balg han k lemm er fast m ellem den højre Hæ l o g Træstammen. Fjenden tænkes foran ham , lidt til H ø jr e , lavt; Guden sænker sit Blik imod ham , hvast, med e t U d tryk a f u end elig sam let A g tp a a g iv en h ed , uendelig Forsigtighed; stille , ty s! det er den snilde H e rm es, der skal fuldbringe et Guddomsværk. D en forslagn e H erm es, ungdom sdejlig o g stærk, let, som det bør s ig et Gudernes Sendebud , sm id ig o g elastisk i hvert Ledemod. Som i sin Jason o g i sin A d on is har Kunstneren her opbudt det yderste for at give B illedet a f den rene m and lige Sk jønhed ; i Forholdene den ædleste Rhythmik, i hver Form en F inhed o g en Ynde som i et Sangfragment a f Sappho. O g hvor fjernt har d o g ikke M esteren holdt s ig fra al tom eller sø g t Idealiseren! Overalt bærer Væ rket Præ g a f det finest opfattende B lik, den dybeste A g te lse for, hvad Naturen kan byde. Her, om nogen Sinde i nyere Skulptur, har en sanddru Kunstner fæ stet Ø jet paa det skabte i dets Enkeltheder o g tilegn et s ig d isse for at føje dem sammen i aandfuld Op fattelse, i ufor­ gæ n g e lig Harmoni. Th i fremfor alt er Merkurstatuen et H ele, en Organisme, i hvilken hvert Led syn es med N ødvend ighed forudsat a f o g forudsættende det ø v rig e; rent um iddelbart virker den som en ædel o g storslaaet, rundt afsluttet M usikstrofe, hvori den ene T ak t smertefrit føder den anden. O g saa den vidunderlige Fortæ lling! — I sin T id syslede Thorvaldsen med T ank en om et R e lie f med to F igu rer, Hermes o g A r g o s, Øjeblikket før D rab et; denne Plan s ø g te s kun virkeliggjort i en flygtig T egn ing og b lev derpaa op g iv en for bestand ig. Enhver, der lærer den udførte Statue at kjende, vil forstaa Grunden til, at Kunstneren ikke efter at have fuldendt 19