S_Thorvaldsen

i 3 2

a f H en syn til, at F igu ren sku lde have P lads i en N iche. Ingen a f d isse Danserinder hører til M esterens frem ragende eller ejend om m e lig e Væ rker; det tør vel en d o g sa a s ig e s , at de i h ele deres A n læ g snarere kunne føre T ank en hen paa Canova o g hans S k o le end paa T h o rva ld sen . H e lt æ g te „ syn es deres N a iv etet o g »skyldfri G læde« ikk e at væ r e , i B evæ g e lse rn e er der m ere Z irlighed end N a tu r, o g i D raperierne en O verdaaclighed , som gaar for m e g e t i R etn in g a f det brillante til at virk e m ed den fornødne R o . Mon Thorva ld sen ikke her har overlad t m ere a f A rb ejd et end ø n sk e lig t til en eller anden italiensk Medhjælper? T il den navnkundige G ruppe »D e tre Gratier« g jo rd e T h o rva ld sen i 1817 en S k its e , efter hvilken en a f hans b ed ste E le v e r , den n ittenaarige P ietro T en eran i, udførte de store M od eller, der et Par A ar sen ere b lev e fuldendte osr sam lede a f M esteren selv. I d et h ele b lev det nævn te A ar et a f de r ig e ste o g frugtbareste for hele T horva ld sen s P roduk tion ; da frem stod foruden de allerede nævnte Arbejder det yndefu lde R e lie f til en en g e lsk D am e , Grevinde P ores, Grav, Byrons Bu ste sam t flere Portræ tter o g end e lig tre saa frem ragende H ovedvæ rker som den knæ lende G a n ym ed e s, H y rd e ­ drengen o g H aabet. G ravrelieffet har som M idtfigur den sø rg en d e Æ g t e ­ mand; han sidder ved Hustruens A sk eu rn e , paa hvilken den lille S ø n trykker et K y s, m edens den v o xn e D a tter — en G jen ta g e lse fra en a f K om po sition ern e til B ethm a n n -H o lw e g s G ravmæ le — trø stend e læ g g e r Haanden paa Faderens Skulder. G an ym ed e s, den sk jønn e fry g isk e U n g e r ­ sv end , som b lev bortført til O lym pen for der at tjene som den ø v e r ste Guds Mundskjænk , hørte til de m y th o lo g isk e S k ik k e lse r , der tid lig st o g stæ rk est havde sat Thorvald sen s Fan tasi i B e væ g e lse ; to G a n g e havde han, som allerede om ta lt, g iv e t et B illede a f ham som staaend e F igu r ; nu v iser han o s Y n g lin g en knæ lende foran Ø rn en , som han g iv e r at drikke a f sin Skaal. I det sid ste Kunstværk har Kunstneren naaet det h ø jeste. D er er i K om positionen en uovertræ ffelig L ig e væ g t o g R hythm ik , i alle Linier, fra hvilket Standpunk t man end betrag ter G rupp en , den fu ldkomne Sk jønh ed o g Harmoni, der kun lader s ig tænke i F oren ing m ed den h ø je ste F riskh ed o g Naturlighed. O g hvad G jennem førelsen i det enk elte angaar, da er det k lart, at Kunstneren her fra først til sid st har arbejdet med g lø d en d e K jæ rlighed o g under Indflydelse a f en In sp iration , som han kun i enk elte 1 ilfæ lde har haft L yk k e til i tilsvarende Grad at v ed lig eh o ld e under F u ld ­ endelsen a f sine h er lig ste Værker.