S_SygekassenFremtiden_1898-1923

L Æ G E R N E

H vad s e r ikke Læ gen,

der vandrer fra Hjem til Hjem , hvor Sygdom gør Sindene tunge og Livskam pen dobbelt slem. H vad s e r ikke Læ gen, der tit i de mindste Saar kan skimte M enneskeskæbner igennem Snese af Aar. Og a lt, hvad han ser, staar i d e n Grad med Livet i Pagt, at H aabet om H else fødes i Tillid til Læ gens Magt.

Naar man i en Sygekasse skal ansætte Læger, vælger man a l m i n d e ­ l i g v i s blandt dem, der ikke allerede har erhvervet sig en betydelig Sygekassepraksis. FREMTIDEN gik i Begyndelsen den modsatte Vej. Her søgte og opnaaede man først at faa ansat den Tids »store Syge­ kasselæger«, nemlig alle dem, der tidligere som Læge ved en eller flere af de større Sygekasser havde vist, at de kunde vinde Medlem­ mernes Tillid og havde Interesse af at oparbejde sig en Sygekasse­ praksis. Det er ganske vist ikke heldigt, at en Læges Klientel bliver alt for stort, saa at han ikke uden Medhjælp kan passe sine Patienter tilfreds­ stillende, men det er mindst lige saa uheldigt, at Lægens Klientel er saa ubetydeligt, at han ikke har nogen Interesse af Gerningen som Sygekasselæge. Det betyder nemlig ikke megen Forøgelse i Arbejde og Driftsudgifter for en Læge, der i Forvejen har 10 å 1200 Medlemmer, om han faar et Par Hundrede flere; Konsultationsværelse har han, Konsultationstiden kræver ligefuldt hans Tilstedeværelse, og nogle faa Sygebesøg flere, naar han alligevel er ude paa Rundtur i Kvarteret, mærkes ikke meget.