S_ReproduktionsAnstalternesPrincipalForeningGennem25aar

dækgrund. Med en pensel dyppet i fernis — formodentlig nævnte dæk* grund — tegner han paa en marmorsten. Fine hvide detailler skraber han efter med en naal. Til ætsning bruger han vineddike. Han siger, at man maa ikke ætse fine streger dybt, fordi syren underætser dem. Derfor vasker han ofte stenen af og anvender frisk syre paa de steder, der kan taale læn* gere ætsning. Forunderlig nok synes han ikke at have kendt afdækning, hvad der er mærkelig, da raderere, i deres langt ældre udøvelse af ætse* kunsten, maa have anvendt denne. I D ufays beskrivelse angives tydelig hovedsageligheden at være den, at syren ætser ligesaameget til siden som den ætser i dybden, en vanskelighed, som det har kostet megen dygtighed, udholdenhed og erfaring at overvinde. Fra D ufay og indtil midten af 19. aarhundrede har mange syslet med opgaven i haab om at finde en rig erhvervskilde, men altid blev deres haab skuffet. Skønt højætsning for bogtryk, saaledes som vi udøver den her i Europa, er en ætling af litografien, er det en kendsgerning, at opdagelsen af denne skyldes forsøg, der blev foretaget for at finde en trykform for bogtryk. Men medens litografien hurtig fandt sin form for billedfremstilling, varede det endnu et halvt aarhundrede før højætsningen naaede den sikkerhed i ud* øvelse, som var nødvendig for dens store udbredelse. A loys S enefelder studerede som ung mand jura. Ved faderens død, hvor hans moder med 8 børn foruden ham selv, blev bragt til bettelstaven, forsøgte han først at for* sørge sin familje som skuespiller. Da dette mislykkedes, blev han dramatisk forfatter, men havde ikke raad til at lade sine arbejder trykke. Han speku* lerede derfor paa, hvorledes han kunde finde en trykform, som han selv kunde betjene. Efter forsøg med forskelligt materiale, vendte han tilbage til højætsning i kobber. En af vanskelighederne herved var at faa slebet kob? berpladen plan og blank. Da hans fattigdom nødte ham til at spare med 13

>