S_Punch_1893

87

Der har vi det!

Dukke, der kan gi’e Partiet i en Hofmands. Eventyr« ? — Men han saa bare hen paa Moliére og smilte. Saadan en plump Dukke, der var syet og stoppet i Norge, skulde aldrig klaske sig ihjel paa h an s Scene, sagde han. Med Bukken var d eten anden Sag, for den kan sige: Mæ! — og det er et godt, fransk Ord, som staves: mais. Men jeg kunde selv hilse Ibsen og spørge ham, om h an kunde Fransk.« — »Ja, men Chefen spiller jo alligevel Ibsen.« — »Det gjør han, og det indrømmede han ogsaa. Men Ibsen har altid gi’et Underskud, sa’e han, og det er endnu bedre end at kunne Fransk.« — »Og saa kom De paa Loftet?« — »Ja! — Her ligger je g , der ligger T a a r n e t, og der ligger vore H a rp e r i L uften ! — Alle kasserede! — Men Stykket, det dejser! — »Hvorfor troer De det?« — »Det kan De da nok begribe! In g en r o s e r — u den T a a rn e!« Jertesok

^ 9 Efterfølgende Beretning er os meddelt fra paalidelig Kilde. Vi indestaar derfor ikke for Korrektheden. Et forandret Publikum havde forgangen Aften samlet sig i Theatret. Paa Grund af indtrufne Forhindringer kunde »Fra Diavolo« eller »Elverhøj« nemlig ikke opføres; Direktionen maatte derfor i sin Forlegenhed ty til en af den Slags Nød- Forestillinger, der med et gammelt dansk Ord kaldes »en Premiére«. Den Nød, som Publikum fik at knække ved Nød- Forestillingen, hed » B y g m e s te r S o ln e ss« . Men, da Skallerne fløj Folk i Øjnene, saaat det viste sig, at kun Ib sen selv var i Nødden, skyndte alle sig ud fra Theatret. Alt var slukket og lukket, da der hørtes mystiske Suk og Klageraab oppe fra Theaterloftet. »Det er de aflagte Balletben, det knager i !« sagde en gammel Maskinmand; »siden de har faaet Lov til at strække sig i »Valdemar«, er de ikke til at styre. Jeg vil dog gaa op og læse Opera-Repertoiret for dem; saa indser de nok, at de er gaaetover i Statistfaget.« Med disse Ord hentede han en gammel Lygte, der stod i en Krog. Den havde en Gang været Sceneinstruktørens, men han havde ikke senere Brug for »Lygtemænd«, siden de ikke kunde saa meget som lyse Vej til en kongelig Ansættelse. Da Maskinmauden kom op paa Loftet blev han saa daarlig af Forskrækkelse, at han allerede tænkte paa at omdele Plakater, hvori han bad det ærede Publikum om Overbærelse; men heldigvis huskede han paa, at saa vilde » Politiken « bare kalde ham uvartig, og det Blad er jo svært fagkyndig, hvad Uvartigheder angaar. Han mandede sig derfor op og gik hen til en Gjenstand, der laa og vred sig paa Loftet. Det vil sige paa Gulvet. — »Isch!« stønnede Gjenstanden. »Jeg er miskjendt Kunstner, det er, hvad jeg er. Jeg var engageret til at falde paa Finalen i Finalen, — men se, om de brugte mig!« — »Naa, . . . . De er den Dukke, der var bestemt til at trimle ned fra Taamet i sidste Akt? Nej, . . . . ser De, . . . . i en Ibsensk Komedie er det jo det Underforstaaede, som det kommer an paa, og derfor underforstod vi Dem.« — »Det var skammeligt! Jeg har meget dybere Betydning end alle de levende Dukker, der gaar omkring i Komedien og snakker sort; for det er m ig , der er det centrale i Ibsens Digtning. Begyndte han maaske ikke med at bygge Templer for K o n g s e m n e r? Men dem gik der B ran d i. Saa gav han sig til at bygge Hjem for Dukker; men i hans D u k k e h je m trak Konerne saa mange falske Vexler paa deres Mænds Kroner og Ma-kroner, at der tilsidst blev slaaet »Bum« for de Komedier. Og derfor har han nu lavet en Bygmester, der kunde bygge et Taarn, som vi Dukker kan have at falde ned a’! ................. Ser De, d e t er Meningen med »Bygmester Solness«.« — »Ja. Mon der skulde være sa a megen Mening i ham?« — »Ja, den kan De godt la’e gaa lige ingen V ild a n d ! Jeg sagde det selvsamme til Chefen, da jeg var nede for at bede om at faa lidt af det hemmelige fond til at falde a’ paa: »Hr. Gedebukkebens Over- og Underskuds o. s. v.«, sagde jeg, for jeg var høflig: »De gi’er Dinora Bukke og Nora Dukker, men en veritabel Dukke tillader De ikke. en Gang at gjøre Bukkespring, naar den norske Literaturs egen Taarnvægter udtrykkkelig har leveret Taarn til. Hvad ligner d e t? . . . Er det Meningen, at ingen anden Dukke maa ha’e Lov at komme frem, fordi at De selv har faaet Dem en

Søren Pipperup. H v a æ al Sjenens Glans og Glemmer Tros Konstens højtisfulle Præk? Kons none Timers Demmelemmer Paa Illusionens Tavanlæg. N aar de Tablo, som emmer laves I sidste Agt, er sovet hen, Saa har man kons Besøj tebaves A Skoffelsernes Tømmermænd. Bykmester S o l n e s gig i Været Høit over Poblikoms Forstand, Ja , sæl Krætiggen har erklæret, A t ham den ente knuse kan; Men, lissom a han sto paa Højden A Aannens sjeniale Spir, Saa dumbede han ner, aa fløjten Gig Rejsegillets Sjæ lesvir. En dyftfølt Skoffelse de vægger, A man faar ente Lo v at se, Om Halsen, E m il P o v ls e n brægger, Nu osse æ den regtie; TabJoet slaar sig fra Fornuften, For jeg maa sie allenfals, A Harperne, som va r i Luften, Dem fik je i den gale Hals. Men va je daarlist ka forvinne, Æ dov de Sørrespel, man ser, A B lo k fra Engstrugsjonens Tinne Æ osse nyli dumpet ner. Enskønt han ente Halsen brægged, Men kons gaar jern aa lægger sej, Har de dov saadden Opsigt vægget, A Bladene sæl brægger sej.

i Bladene;det er

Med dette Numer følger et illustreret Annonce-Tillæg. "W