S_Punch_1893

78

O g J y d e r n e s e n d te til S tr id e n s M ark

E n H e lt, d e 'til R ig s d a g sm a n d k e js e d e ; F r a B r e d g a d e s k u ’ h a n g i’e sa a d a n e t S p ark , A t H u s e t i R a n d e r s d e t d e jse d e . D e r s to d S ø r e n K j æ r m id t i K æ m p e r n e s K o r S a a s tø t o g s a a sej g so m en K r id tm a ss e O g m æ le d ’ d e s to lte , p o e tis k e O rd: „ G aa v æ k m e d d e n r a a d n e d e S k id tk a s s e !“ H v a d k u n d e d e t n y tte ? T Ivor v ild o g h v o r fæ l E n d o g s a a h a n S tr id e n h o ld t g a a e n d e , D a h a n s lo g t il S ø ren , h a n s lo g til s ig s e l’, O g H u s e t b le v s ta d ig v æ k sta a e n d e ! M a n k a n ej a f p u r Ø d e læ g g e ls e s tr a n g E t M in d e fa a til a t fo r sv in d e ; Om K jæ r d erfo r o g s a a b li’er S to rm a n d en G a n g . — H a n s A d e ls n a v n b li’er e j: K j æ r - m i n d e . K a n s k e E dliga andshuset d o g b r æ k k e s n ed , S a a F o lk k a n i F r e m tid e n s ig e : I R a n d e r s d er la a e fte r A lt, hvacl m a n v e e d , D e t s id s te v a n d a lisk e R ig e . N a a r M u n k en es H u s s a a fra G ru n d o g t il T op E r r y d d e t, b li’er s a g te n s i G r u se t T il M in d e om D a a d e n e t a n d e t r e jst op, A f N a v n : Hellig Aandløshedshusel. finde, skønt Skifteretten gaar omkring med en Lygte og leder efter dem. Hvem er hin høje Kvindeskikkelse med den tragisk ned­ ringede Silkekjole og den hvide Strudsfjer i Haaret? Hør, hun deklamerer: »Jeg er Melpomene«, siger hun. »Dagmars, Dan­ marks Melpomene. Jeg blev nedstødt i Hades, men de skal ved alle Under- og Oververdenens Gøtzer komme til at savne mig. Uden min tragiske Drivkraft maa Theatret gaa i Staa. Tyskerne vil komme over det og jævne det med Jorden. Saa- ledes laver man R i i s til sit eget Teaters Ende.« En rød og hvidbroget Pierrette er klædt i Makulatur fra Top til Taa. Hun søger at gøre Forretning. »Her er store nye Præmiegaader,« raaber hun. »Denne Vej med Sølvtøjet.« I det samme faar hun Øje paa en Negermaske. »Halløj, Oscar gaa nu hjem og skriv det Referat. Vi skal bruge syv Alen.« En ikke ubekjendt Jyde sidder paa Forundringslænestol og h e l m e r ikke, før han faar en Minister til at sværge paa, at han ikke har sat sig dér for at blive siddende. Men han sad der alligevel endnu, da Kaptajn Charon færgede de andre Skygger tilbage til Kjøbenhavn.

D e r lig g e r e t H u s! — D e t v il s ig e , d e t sta a r ; M en n o g le v il h a ’, d e t s k a l lig g e , M en s a n d re h is to r is k for B r y s te t s ig si aar O g s v æ r ’ p a a , a t d e t s k a l d e t ik k e . D e R a n d e r s k e M u n k e d e t H u s ly g a ’, T h i m e n e r n u k jæ r lig e S jæ le. A t M in d e t o m M u n k en e s k a l m u n k e s a ’, F o r d e h a r n o k v æ r e t sa a fæ le. E n K a m m e r h e r r e fo er v æ ld ig s t a fS te d ; M ed N ø g le n , d e t h e d s te h a n e v n e d e , H a n d u n k e d ’ p a a H u s e t, o g b is te r t h a n m e d D e n fla d e s te M e l-d a l d e t jæ v n e d e . A t s ig e , d e t sto d o g fa ld t s le t ik k e n ed , T ro d s S k ra m m e rn e, S k im le n o g L y d e r n e ; M en sa a d a n e n g a m m e ld a g s S tæ d ig h e d E r d er B y r a a d fo r! — s a g d e J y d e r n e .

I H a d e s .

Helvedhunden gøer frygtelig af alle sine tre Halse, og et hæftigt Konfetti-Uvejr raser, medens Skyg­ gerne holder deres Indtog i Underverdenen. Dér kommer en Maske i Rigsdagsuniform fraK j ø ge. Skøderne er forlængede og samlede til en fiskeagtig Hale, der hænger slapt ud i Luften. Hvad kan det nytte?

Naar Masken falder, er Uniformen væk og Halen alene tilbage. En lille affabel Skikkelse kommer smuttende ind gjennem Dragens Gab. Paa Ryggen har den en mægtig Nøgle, der ser ud, som om den var gjort til at laase af for Underskuddet paa Kongens Nytorv. Med diskret knirkende Kammerherretrin nærmer Skikkelsen sig en drabelig Ridder, hvis lange, dybt kløftede Hageskæg bølger frem under det nedslaaede Visir. Det drøner i Hades, hvor de tunge Skinneben træder. Nu mødes de tvende Masker. De kender hurtig hinanden. Den ene peger forstaaende paa den andens Nøgle, den anden piller venlig ved den enes Skæg. Saa rister de Runeri Haandfladerne: »Kammerherre?« »Professor?« De mødes i fælles Forstaaelse af at være de to Atlasser, der bærer Danmarks dramatiske Himmelhvælving. Længere henne gaar to Atlasser til, nemlig S e v e r i n , der en Gang om Ugen optræder for absolut uigenkaldelig allersidste Gang som Greven i Forhus og Baghus — og saa den lille Gu s t a v , der skal bære S o p h u s B i r c h s Traditioner videre for alle de smaa Magdelener i Kjøbenhavn (med eller uden j efter Behag). Tvillingparret F e r d i n a n d og V i l h e lm optræder siamesisk som den femte Atlas til en firehjulet Himmelhvælving. I Hades findes alle de 50 , der bærer Danmark — medens de, der skal bære »Danmarks« Underskud, ingen Steder er at

T h e a t e r k a t t e n s p i n d e r .

Gud ske Lov for Bygmesteren! Nu skal dog ikke den Dagmarprofessor mere kunne gaa og rejse Hale og gjere sig til af, at han er ene om at spilledet højere og mere begrædelige. Endnu kan vi dog knuse en Taare ovre hos os, naar galt skal være. Jeg sagde det dgsaa til Kammer­ herren, den Aften, da vi skulde spille »Robert«, »Jeg er forkølet,

Kammerherre, sagde jeg, »jeg er det af Overbevisning og af Princip. Men jeg har aldrig nægtet en gammel Ven som Dem en Poterækning i Nødens Stund. Og hvis det kan glæde Dem, saa spiller vi alligevel! For naar der skal være Harper i Luften, saa er jeg ikke den Kat, der sætter mig