S_Punch_1893

74

Nu har den Skjønne, kan man vel begribe, Et andet Hjem sig reddet andet Steds, Hvor hun sig føler hos den gamle L ie b e , Som ikke ruster, rigtig i sit Es. Her er det ikke Skik og Brug at knibe, Selv om man ikke Penge har som Græs. — Pas paa, har hun en Maaned her sig sundet, Er hendes »ordinære« Præg forsvundet!

A k ja! Endog et Samliv fuldt af Gammen Og Fryd til sidst en skjøn Dag Ende faar! — Hos Folkethinget sad ved Arneflammen E t ordinært Budget for næste Aar! De tvende levede saa kjærlig sammen, Idet de delte Folke-Livets Kaar, Og, af en fri Forbindelse at være, Var deres Samliv rigt paa Tugt og Ære. Det var den første Mandag i Oktober, De flytted’ sammen under H ø g s b r o e s Tag, Og, tog man den Gang Parrets Horoskoper, Bebudedes en lang og skyfri Dag. Vel var der galdesyge Misanthroper, Der mumled’ højt om Skygge og Bedrag; Men, hver begejstret Sammensmelter skrev i Sit Dannebrog, at Pagten nok blev evig. Dog, ganske som blandt Adams andre Slægter, Saalunde gik det ogsaa Parret her: Naar Manden, som er Kvindens Hoved, nægter Sin Skat, om hun er nok saa »ordinær«, En Smule Mønt til Knapper eller Hægter, Da strander Lykken paa et farligt Skjær, Og mere eller mindre hyppig spilles Det velbekjendte Drama: L a d os s k i l l e s ! Da der af Maaneder var gaaet fem, Saa fandt den haardt medtagne »Ordinære«, A t der var ikke længer godt at være I Folkethingets Nikke-Dukkehjem; Thi dettes Kniberi var ligefrem En god Del mer, end vel hun kunde bære, H v o r f o r h u n t o g s it g o d e Tøj, s o m N o r a , Og stak med nogle pæne Afskedsord a\

F ø rs te D ig te r (Turistsko, Hat som han vil, Danmark paa Ryggen). Hali — — o hoj! A n d e n D i g t e r (K othurner paa Fødderne, O verm enneske- Frisure, V endekaabe over Skuldrene). O h o j! . . . . H v e m d e r ? F ø r s te D ig te r. Go’ Yen. Hvad er du for en lille Karl? Anden D ig te r. Je g er den store K a rl. Kordens eneste Skjald. F ø r s te D ig te r. Og jeg er den store H o lg e r , Nordens ogsaa eneste Skjald. Vil du til Vejrs? Anden D ig te r. Ja, — op blandt ,,Spidserne,“ op paa Wuthliorn. Den trænger til at gjøres udødelig'. Je g vil synge med „Wuth“ om de Horn, som frisindede Fruer ikke en Gang maa faa Lov til at gi’e mine for­ dummede Landsmænd i Panden. F ø r s t e D ig te r. Herligt. Du vil haane Bryg­ gerne? Du vil snakke om Pigebørn? . . . Je g snakker ogsaa kun om Pigebørn. Man er jo Digter, hva’ be- ha’er? — Lad os saa følges. Sæt dig paa min lille Finger og hæng paa; Vejen gaar selvfølgelig til Venstre, der er mest Sjov i Gaden . . . Hiv op! Nu kjør’ vi med Karls-Vognen. (De ? aa r til Vejrs.) A nden D ig te r. Ak, hvor den stolte, germaniske Natur dog er en Balsam for et dansk Hjærte! — Hør, denne Kuhreihen, . . . eller er det Oxebrøl? F ø r s t e D ig te r. Snak, . . . det er jo mig, der synger „unge Viser“ ! Anden D ig te r. Vil du ogsaa til Wuthhorn? Je g maa gjøre dig opmærksom paa, at det er m in Ide; jeg har faaet Forskud, jeg har oven i Købet faaet en For- j lægger, . . . men det kneb.