S_Punch_1893

71

Til Generalforsamlingsmøder Folk. trommes sammen hist og her, Og hver en Udgiftspost, der støder, Ta’er man sig grumme aktio-nær. Hyppig dog ovenpaa Debatten Tygger man sammen nok saa glad. Først man hinanden gi’er paa Hatten, Bagefter faar man sin varme Mad. Huslejeskat har Byens Fædre Slaaet et Slag for, det er vist; Bare nu Borgerne vil hædre Dem med et rigtigt Tak for sidst. Udsigt til Gjenvalg har de kun lidt a’, Let kan de dumpe, B.ad ved Rad; Men, faar de ingen Bidstrupsmiddag, Faar de dog nok deres varme Mad. Brandfolk man maatte i Ilden kalde Hist, hvor Prinsesse M arie saas Modig at overstraale alle Reddende Engle paa Hallandsaas. Ilden de heldigvis kunde standse, Dampsprøjter gav den et Styrtebad. Av! men den stakkels Assurance Faaet har her sin varme Mad. Thingets Finansforhandling lokker Frem af sit Mørke dog en Gnist. Nu skal selv Folkethingets Klokker Redde sig Mønt som Pensionist; Saa kan han lægge ned Kalotten Stolt af det vundne Lavrbærblad, Hvorvedhan holde sigkanpaaMaatten Uden at miste sin varme Mad. Mads Jordem oderm and. Goddav, Kresten Smed. K re ste n Smed. Goddav, Mads Jordemo’rmand. Mads. Jæ’ ved itte, Kresten, om a’ Du har fult rejti mæ’ i Polletekken i den sidste Tid? K resten , ja, jæ, ved Fa’enedeme heller itte. jæ har naturlevis læst Avisen hver Dav, aa’ den sidste, som a' jæ’ fek, var dov vestnok itte mere end som serkus omtrent en otte å fjorten Dave garnmel. Mads. Saa kaske a’ Du dov har bemærket, a’ Di nu æ’ ve’ aa' lave en Jordmorpendsionslov i Risdaven? K resten , jæ ’ t r o r sgu dovFanenedeme vestnok itte. Jæ’ ska’ si’e Dig — jæ’ føller nu itte saadden mæ’ i, hva’ di kalier | ded. fasjonable Nips. Mads. Naa ja — man ka' jo heller j itte faaiange, a’ Du saadden ska’ være inde i de mere aandeli’e Spørsmaal. Ded æ! jo dov mere faa’ vos Embesmænd end som faa’ di arbedende Klaser. Men ded va’ ded, som a’ jæ’ dov li'egodt synnes, a’ jæ’ vilde faatælle Dej, a’ di æ’ ve’ aa’ lave en Jordmorpendsionslov i Risdaven. P a a P e n s i o n ? , . r l l §

K resten . Ded æ’ jo godt faa’ Dej, Mads. Mads. Næ, Fa’enhaninderligklysterere mej, naar ded æ’. Ja, ha’de ded væ’t Jordmormændene, der sku’ ha’ Pend- sjonen, saa hade jæ’ itte ha’t novetsomhelst aa’ ydsætte paa ’et. Men Jordmorerne — di sku’ sgu itte ha’ hat den. Di faar jo Gasjen, saalænge som a’ di er i Embedet. Hva' Fa’en ska’ saa Staten oven i Kjøvet gaa aa’ fore dem for, naar a’ di itte mere ka’ bestelle novet an’et end som li’efrem aa’ gaa aa’ drive den a’ aa’ ligge paa Landet om Sommeren. K resten . Ded ka’ der være novedi. Men ded maa jo dov være li’e mejet, om a’ ded æ’ Manden eller Konen, der ska’ ha’ Pendsionen. Pengene bli’er jo dov i Familien allievel. Mads. Ded æ’ Fa’en itte li’e mejed! Jæ’ sætter nu, a’ jæ gaar hen aa’ kraperer. Ded æ’ itte novet Tav faa’ hinde, faa’ hun har jo Gasjen li’egodt aa’ ka’ faa Pendsion, naar a’ hun bli’er kjed a’ Bestellingen. Men naarenstid a’ hun kraperer, saa e r ’et sgu et li’efremt Næringstav faa’ mej, aa’ saa ve’ di endda snyde mej faa’ Pendsionen, i Steddet faa’, a’ jæ’ snarere sku’ ha’ Er­ statning. Jordmormændene æ’ di eneste Embesmænd, som æ ydelukket fra Pendsion. K resten . Ded ka’ der være novet i, Mensku’ daJordmorerne slet itte ha’ Pendsion, naar nu a’ di bli’er gamle aa’ itte ka’ mere ? Mads. Di sku naturlevis ha.’ Enke- pendsion li’som andre Embesmænd deres Enker. Men nu vil jæ’ si’e, a’ jæ’ bliver uens mæ’ min Kone, saa a’ jæ itte ka’ leve sammen mæ’ hinder mere. Hvem behaaller saa Gasjen aa’ hele Re’liheden? K resten. Har Du da tænkt paa, a’ Du muli’vis ku ville la’ Dej sipperere fra hinder? Mads. Ja’ jæ’ ved sgu itte, hva’ jæ’ ska’ si’e. Der æ’ jo paa en Maade li’som en lille Konflekt imellem vos som Følge a’ a’ hun ve sætte min Andel i det peklunære Udbytte ner. K resten. Ded ka’ der være novedi. Mads. Næ gu’ ka’ der itte nej. Jæ’ ve’ ingrømme, a’ en Jordmormand uden Jordmor æ’ skidt sitteveret. Men en Jord­ mor æ’ sgu osse skidt sittiveret uden Jordmormand. K resten . Jamen den Bestelling æ' der sgu nok, der ve’ overta’. Mads. Ve’, ve’ — ja, men ded kommer sgu da an paa, om di ka’. Ded æ’ dov itte ethvert Bundebæst, der har di mere aandeli’e Forydsætninger for aa ku’ reprænsensangtere i Stellingen. Men naar a di ve’ ha’ en mere fremragende Mand te ’ed, saa maa di sgu osse lønne ham paa en standinæssi’ Maade. K resten . Ded ka’ der være novedi. Mads. Jamen ded ka’ hun itte for- staa. Hun si’er, a’ naara’ jæ itte æ’ tetreds mæ ’ed, som jæ’ har ’ed, saa ka’ jæ faa Lov aa’ sejle min ejen Sø, aa saa ve’ hun hellere fortsætte Forretningen alene. Faa’ ded’ æ’ hende, der har sla’et Forret­ ningen op, sier hun. K resten . Ded er 'etjo osse. Mads. Ded ka’ være,aaded ka’ osse

itte være. Men naarenstid a’ hun itte vil | være mæ’, saa ka’ jæ’ sgu osse jord­ moderere alene. K resten. Ded ka’ Du jo itte, Mads. Mads. Hm— ded ku’ jo være, ar man ku’ faa en an’en, Jordmor. K resten . Ja, men ded ka’ Du vist '■ itte. Mads. Ja, ded ved jæ dov itte. Aa jæ behulder allenfals Skiltet aa’ Huset. K resten. Ja, men naar a’ Bassel- kvinderne di saa kommer, saa ka’ di jo j stravs se, a’ ded itte æ’ den samme j Faarretning. Mads.Saa ka’ di jo ded. Ded kommer jo itte mej ve’. Jæ’ bli’er nu ve’ aa være Jordmormand, om saa osse alle Basselkvinder i Sovnet ska’ krapere a’ ded. Men derfor er 'ed li’e skammeli’t, a’ di itte ve’ gi’ mig Pendsion. Men jæ bli’er nu ve’ li’egodt. Faa’ jæ’ arbeder nu ydelukkende faa Savens Skyld. ^//Y' u "'v N u vil jeg en Vise forsøje, Min Læser til Gavn og Plaser, Om hvordan en Kylling fra Køje Fløj op, til han plumpede ner. Lidt mixet var Racen og Blodet, Men blæse med den Bagatel; Han ha’de nu sat sig i Ho’det, At grine sin Mave ihjel. Derind, hvor to Formænd de boer. Men da de blev vrede, saa ku’nte Han nægte, at Grin staar for Fald, For den Gang de kom med en Lunte, Saa revnede han med et Knald. Hans Adgangskort først fløj i Stumper, Saa tabte han Ho’det, det Skind, Men selv efter Ho’edet han humper, Fordi han blev ej lukket ind. Og hylende han sig parterte; Et Rygte fortalte bestemt: Hvor Damerne bli’er reserverte, Af Ka’len en Stump sidder gjemt. Men H øgsbro som Kjender fixerte Og li’som da Adam tik Kundskab, Strax Synden i Kroppen ham foer; Saa krøb han med Blæk og med Ondskab Paa Gaden man Spor fandt i Føret Af der, hvor han sidst gik til Vands; Et Penneskaft laa midt i Pløret, Som Iigned’ grangivelig hans. Hau kun for at følge med Tiden Sa’e Sandheden simpel og nøg’n ; Men ak, det er saa længe siden, At nu sker han immervæk Løgn. H a l l ø j ! A — Hver lyttende Frue og Mø; Til L ieb e han telefonerte: »En Tante med ingen Nevø!«

Med dette Nuraer følger et illustreret Annonce-Tillæg.