S_Punch_1893

67

hvad det skal forestille. Det dér kan nu enten være et Bonde­ bryllup i Gudbrandsdalen, en Tyrefægtning i Spanien eller et Fyrtaarn i Vestjylland, men, spørger vi Kunstneren, saa siger han, at det er en Gade i Paris med Sommersne, og det er meget muligt, at Manden har Ret. Den ældre Herre paa Balkonen har efter Forlydende et Ansigt; men Munch er kommen for Skade at male det over. »En Vision« har nogle villet udlægge som et Interiør fra en eller anden urnorsk Selvmordersø. Men det er galt. Visionen er malet som Skilt for en billig Spisevært; det ny- skrabede Kalvehoved skal vække Ganens slumrende Længsel efter forloren Skildpadde, Gaasen ovenover har kun tilbage at blive plukket og stegt. I dette ene Tilfælde har Fremtidens Kunst et bestemt paaviseligt Maal. I de 53 andre Tilfælde er det noget, man selv bestemmer. Adskillige Alen af det ud­ stillede Lærred er præpareret efter den gamle folkelige og ny willumsenske Grundregel, at det grønne er forbavsende godt for Øjne og Nerver. Dette Faktum alene er ikke det geniale, men det geniale er Udførelsen. Munch har bare taget en frodig Barnesvamp, dyppet den i en grøn Malerpotte og gjort to eller tre langskaftede Strøg. Saa har vi straks en Granskov paa Jæderen, en Solnedgang i Neapel eller to realistiske Elskende, der forsvinder for hinanden og for Tilskueren i det første, fortærende Kys. Munch har nemlig den selv for Fjæld- malere sjældne Evne at kunne male et Kys uden saa meget som at antyde dem, der kysses.

F j æ l d - K u n s t .

Sørgende sidder Vi llumsen i sit Kunstnerhjem og græder Harmens spinat-grønne Taarer over, at Munch’ en gaar i hans Enge. Fjældenes Willumsen, Urmalerknolden med den tanketungt snoede Knebelsbart har bevist Danmark den Ære at komme hertil med Fremtidens Kunst i de Pakkasser, som i Berlin blev paamalede »Retour«. I alt er de r 54 Stykker Lærred, som des værre er bievne tnere eller mindre besmurte. I stille Hyldning dufter K l e i s ’sny Gulvfernis op mod Væggenes norske Klaiferais, som er det, der er Fremtidens Kunst. Men vort stakkels akademifordummede Publikum mangler al Forudsætning for at forstaa Fremtidens norske Kunst. Foran hvert Billede opstaar der Diskussion om,

var kun artige Børn, der fik Lov til at spille Rigsdagsparadis og Referentklink. Lille Frejlif svarede med en uvardig Parenthes, og saa tog hans Bedste ham ved Haanden og førte ham hjem i B ø r n e ­ kammeret, hvor han fik en Gummineger og et Numer af Po li t ik en at lege med. Næste Dag gik lille Frejlif igen hen til Legepladsen, og da Laagen var lukket, klatrede han over Stakittet, men der stod Inspektøren selv og alle Lærerne med lange statsreviderede Spanskrør, og de greb Sagen an fra den rigtige Ende. Saa nu maatte lille Frejlif nøjes med at staa udenfor Stakittet og skære alle de evropæiske Grimacer, han har lært af lille Ee dv a rd og sin store Grævlingebroder I g n o t u s .

H r.R ose nb er g holdt først enTordentale? Som Kæmpe stred han for det Ideale Og masede hver lille kritisk Dverg. Sit eget Værk i høje Toner roste Den bolde Helt, saa kvalmende det oste — Hr. R o se n b e rg blev til en O senberg. En anden Herostrat, der som Forfatter I „Da sa visen “ gjorde sig til Latter, En ægte Storavgur paa samme Tid Fra Badstuestrædes vidtbekjente Haller, Er i en Piéce traadt fremmed sto rt Rabalder Som Dramaturg med højt forlorent Vid. Saa saare der blot er Halløj i Gaden, Saa ved vi sikkert, han er paa Estraden I samme Nu, den kjære S g a n a re l, Men al hans Visdom, som er halvt fordøjet, Skjønthan med sammeselverheltfornøjet, Den slaar saavist dog ingen Mand ihjel. En Nærbeslægtet af de To, vi nævned’, Har ogsaa villet være med til Stævnet," Hvor Themaet er: det kejserlige Skjæg. Det varDemosthenes-O cta v iu sH a n se n ; Men ak, desværre! stakket var kun Dansen, Han kagled’ ve), men der kom intet Æ g ! En Don Q uixote saa vi tappert stride, Og S g a n a re l har Side op og Side Smurt ned: hvorvidt at F a lle se n g a a r a ’P O cta v iu s sig satte paa sin Hale, Den Stakkel brændte inde med sin Tale, Thi det er vist nok: den g ik ik k e a’ ?

F r a L e g e p l a d s e n .

Forleden Dag maatte lille Frej lif stille til Klø hos Inspektør Høgs bro, fordi han havde skrevet noget uvardigt noget i sin Stilebog. Og Inspektøren sagde, at han ikke maatte komme paa Legepladsen mere. Først græd lille Frejlif, men saa gik han hjem til sin Bedstemoder, trak hende bønlig i Skørterne og sagde, om hun ikke nok vilde gaa med ham hen paa Legepladsen, for han maatte ellers ikke komme der. Og Bedstemoder klappede lille Frejlif paa Hørtotterne og lovede at forputte ham under sit Forklæde, saa skulde han nok slippe ind. Saaledes kom lille Frejlif alligevel ind til de andre, og efter god gammel Inteskik gav han sig straks til at sparke de pæne Drenge op ad Skinnebenene, spytte i Bue efter Lærernes Ryg og gøre lang Næse i Retning af inspektørens Kalot. Men saa ringede Inspektøren med sin store Inspek­ tørklokke. og Skolebetjenten kom og sagde, at her kunde lille Frejlif ikke være, for det

\ ^ T r e K o r y f æ e r .

__vem saa vi nu den sidst forløbne Uge Vel i Særdeleshed sin Mund at bruge Med Fynd og Klem — lad os erfare, hvor Vi særlig hørte Sandsagn fra Oraklet, Hvem var vel Hovedmanden for Spetaklet, Om ej i Gjerning, nu, saa dog i Ord?