S_Punch_1893

63

med diverse Flasker prima »Ilddrik« (NB. faas kun ægte fra G e o rg s velassorterede Lager, Hoveddepot: dette Land, Filial: Berliner Tageblatt). Ved Gildet gaar det lystig til. En forhenværende Skjøn- aand og Dramaturg, der er gaaet af uden Naade og Pension, fordi han i sin Tid indsmuglede pletterede udenlandske Varer i Literaturen og udgav dem for uhyrlig danske, underholder Selskabet ved uafbrudt at synge paa sit sidste Vers. Hans Navn er E e d vard Om gang, hvilket er en Hentydning i kunstnerisk Forkortning til, at hans Omgang ikke er af de bedste. Gamlehørup er en Ynder afgrovkornede Spasmagere, men han er dog lige ved at slaa Eedvard Omgang i Profilen, da denne gjør en frimodig Hentydning til nogle Kjøge-Valgblade, som Gamlehørup en Gang skal have faaet saa eftertrykkelig i Hovedet, at han aldrig siden har kunnet tænke rigtig klart. Striden bilægges dog mellem fire Vægge, og Gamlehørup trøster sig med, at Eedvard Omgang »er hans Karrikatur.« Imidlertid gjør Ilddrikken sin Virkning. Gamlehørup tumler om i en Lænestol, der naturligvis staar bagved en Busk, og drømmer sig tilbage til sine Ungdoms- og Velmagtsdage. Eedvard Omgang følger, som altid, sin Principal i Hælene og lige lukt ind i Drømmenes Rige. 2den Akt. En 0 i Sydhavet, der gran­

hun aldrig kan kravle op mere; »Sammensmælteren«, det fæle Spøgelse, lader nemlig stakkels Gamlehørup vide, at den gaar ik k e !............. Og saa vaagner han. Dybt rystet af Drømmen beslutter han paany at' bestige sin Plimsoller og drage ud for at søge nye Vandgange. Men Eedvard Omgang drømmer stadig ganske livagtig, at han endnu sidder ovre paa Folkethings-Øen og imponerer Mængden med sin Esprit d'Eedouard. Det maa altsaa formodes, at han i paakommende Tilfælde er villig til at overtage salig Tju-Ballades Funktioner. Lad derfor kun Tæppet falde, og lad kun Sammensmelter-Spøgelset være Skuespillets triumferende Magt, — der vil endnu løbe adskilligt Vand gjennem Inte-Bombebøssen,inden Gamlehørup oghans»Karrikatur« udstøder deres sidste: Æh . . . . bæh!

K f t e r p n h f i r i r p M i d r i a c r .

givelig ligner en Folkethingssal i Bredgade, eftersom de Indfødte begge Steder gaar i Vandet med Klæderne paa. Gamlehørup drømmer sig tilbage til hine paradisiske Uskyldsdage, da han i Dronning Hørdum s Favn gjorde Halloj med Borgermusiken og Moralen og var alle de Indfødtes Lyst og Glæde.

Men ak! —Tempo’erne forandres, som Latinerne siger! — Dronning Hørdum er nu bleven saa uhyggelig gammel i Tøjet og har slet ikke kunnet forhindre, at en meget ond Aand, der i Stedets billedrige Sprog kaldes »Sammensmælteren«, men hvis Tjenere i Reglen viser sig i Skikkelse af Hundetampe, har taget Gamlehørups fordums Eldorado i Besiddelse. Denne indser, at han aldrig mer bliver Statsrevisor paa Sligt, og skynder sig der­ for hjem tilInte-Bombebøssen. For Sikkerheds Skyld tag er han dog et af Dronning Hørdums Børn, den lille Prinsesse Tju-Bailade, med sig. Eedvard Omgang har imens fordrevet Tiden med at byde de Indfødte enaf ham selv opfunden Drik: »Esprit d’ Eedouard«, somer baseret paaKnaldeffekt, men som ved nærmere Efter­ syn viser sig at være det bare Skum. 3die Akt. Skibbruddet i Kjøge Havn.

— Veed Du hvad, nu da vi har spist og drukket temmelig godt, kommer jeg sgu til at tænke paa, hvordan de stakkels norske Matroser egentlig har klannet faa ham, Hollænderen til Livs. — Aah, de Normænd kan, sgu faa alt muligt i sig — Saa! Hvorledes mener Du! — Jo, har de kunnet fordøje Gfarborgs „Mannfolk“ uden at være kreperet at H am son s „Sult“, o. s. v. saa veed jeg, min Sæl inte, hvad for en Kamel en Normand ikke kan sluge. — Men alligevel derfra, og saa til at spise sin Næste — — Kjære, husk paa, hvad Holberg siger: „Han er Fanden ikke min Næste, han er en Hollænder.“ Det eneste, der undrer mig, er, at de sparede Svenskeren: det synes at bevise, at der dog endnu er unionsvenlige Følelser mellem Normændene, hvad saa B jø rn s on ogsaa siger. — Men, hvad Dom mon nu de Stakler egentlig faar for det? — Tja, de bliver vel dømt, til at kaste ham op igjen, li’esom Hvalfisken i sin Tid blev dømt til at gjøre ved Jonas.

Gamlehørup drømmer, at han endnu ligger paa Bunden af Plimsolleren og kastes som Vrag op i Inte- Bombebøsseu. Men nu skal Prinsesse Tju-Ballade tage Affære og sige Tak for sidst. Han lærer hende at sætte Fingrene foran Næsen, sparke bagud og sige: »Æ . . . bæhi« Og saa ansætter han hende som Rigsdags- jn saa forskrækkelig i Vandet paa, at

M ed d e tte Num er følger et illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g . '3WI3