S_Punch_1893

5 9

Jupiter ogsaa. Det manglede bare, at Pastoren skulde komme I her og kiæde os paa.« . Punch bukkede, sagde galant, at Fruen sikkert ikke behøvede noget Omslag, og udtalte det Haab, at alle Omslag i den Anledning maatte vise sig fejlslagne. Han mente derefter j at have hørt tilstrækkelig til at kunne danne sig en Mening j 0111 Folkestemningen i Thorvaldsens Musæum og tog derfra j ud til Silén i Ø rsted sp ark en .

D a M a l e r p o t t e n v a r u d e — UTUS Ml N | § p j

Naar Punch henvendte sig til ham, var det af nær­ liggende Grunde. Dels er han en lille Smule af Fa­ milien, dels — en nøgen | Silén — en Silén uden j Omslag — og med det i lille Bacchusbarn under j Armen — en lille ny Silén, bare under et andet Navn — hvilken Sympati maatte det ikke vække hos ham? »Omslag!« sagde han, da han havde hørt Punch's Ærende — »hvad skulde jeg med Omslag? Det

passer ikke for mig, jeg er aldrig slaaet om i mit luv. Som De ser mig her, saadan har jeg gaaet og staaet hele mit Liv igennem. Ja, det vil sige — her har jeg jo ikke staaet hele Tiden, men det er lige meget, hvor de sætter mig, for jeg er og bliver dog den samme evigglade og gemytlige gamle Silén, og Ungen her bliver mig op ad Dage.« P unch trykkede hans Haand, og i Erkjendelse af Rigtig­ heden af den gamle Sætning, audiatur et alterapars, tog han ud i Frederiksberg Have til

Nu skal i Ch ikago der være En Udstilling, — den bliver fin! Der maa vi de Indfødte lære, At v i er ej beller til Grin. Den Nydelse bør vi dem volde: At skaffe dem Indblik i, Hvad Dansken kan lave i Olle, Til Trods for sit Akademi. Vi derfor har skyndsomt faaet lavet En Kunstner-Patent-Komité, Som er umanerlig^ begavet, Hvad man kan af Følgerne se. Ej Hensyn den ta’er til Personen, Men stolt og frimodig i Hu Den slaar kun imod „Reaktionen1* Sine Malerpotter itu! Den vældige Kæmpe M atth ie sen A f B ran d e s og B en theim har lært, At, kan man blot Inte-Avisen Paa Fingrene, hjælper det svært: Mod Akademiet som Glente Slog han ned og hakked’ det smaat, Men — hvor kan no’et Godt man sig vente, Naar man kimser ad V en te g o d t.' Med glubende Miner og Lader Hr. Aiatthiesen i Rustningen trak, Saagar et Par farvede „Plader“ Han ud til Ministeren stak. Og dog Komiteen saa sølle Nu staar ved Fallittens Rand: Da Malerne maled’ paa Mølle, Blev al deres Vind kun til Vand! De „Lucifer“ maled paa Væggen, — Det skulde de ikke ha’e gjort, Si’er Folk, skjønt en velment Præken Ej bagefter hjælper dem stort, Nu siilder de, skulde jeg mene. Og grunder paa Takken for sidst, Thi — F rø h lic h , det var kim den ene, Og derfor blev Resten saa trist.

Gamle F rederik.

\

Y 1

o

»Betragter Deres Høj- salighed det som en Lykke

**/■

eller Ulykke at høre til de _ Statuer, der har Klæder v * "* paa?« »Klæder! Han kalder

da ikke den Smule Klæder, som jeg har paa, for Klæder? Klæder! Ja, paa Kroppen, men er ikke Ho­ vedet den vigtigste Del af et Menneske? Og har jeg saa ikke Ret til at sige, at, naar mit gamle Ho’de er ubedækket, saa er jeg i Virkeligheden splitter nagende nøgen. Er det en maner ¡u muc cn

ataa saadan i alskens Vind og Vejr ? Jeg forsikrer ham for, jeg skammer mig for alle de pæne Folk, der kommer hei i Haven. Jeg vil oprigtig talt sige hain, at naar jeg ser nogen af mine nuværende Kolleger i Statueverdenen spanke omkring in puris naiuralibus, saa finder jeg, at han har givet sig en Blottelse, og jeg vil raade ham til at tage sit Omslag paa til næste Torsdag.« Punch gik hjem. Da han er en moderne Journalist, siger han ikke selv sin Mening, men -lader andre sige deres. Saa kan Læserne selv se, om de kan hitt-e ud al det.