S_Punch_1893

58

Fornylig blev hos H ø g sb r o og hos L ie b e Organets Nigger ud paa den Vis spændt, Og det er krænkende, kan man begribe, For en saa sandhedskjærlig Referent; — Men heldigvis vil det, som her er hændt Dog ikke bringe sligt et Blad i Knibe, Thi Referater i dets gamle Skure Kan skaffes nok saa praktisk ved at lure. O m d e t N ø g n e i K u n s t e n . For at komme til et Resultat med Hensyn til Spørgsmaalet om det Nøgnes Berettigelse i Kunsten havde Punch besluttet sig til at interviewe — ikke Kunstnerne, for hvem Spørgs­ maalet dog kun har en ydre Interesse, men derimod selve Kunstværkerne, for hvem det saa at sige er et Fkdstensspørgs- maal. Punch havde selv intet Omslag paa, men det gjorde ikke noget, da der var Omslag i Vejret. Heller ikke kunde det genere ham af Velanstændighedshensyn. Sandheden har aldrig skammet sig ved at fremtræde nøgen. Punch tog en Droske. »Til Kongens Foged?« spurgte Kusken. »Nej, til Thorvaldsens Musæum.« I Musæet henvendte Punch sig først til Jaso n med de t gyldne Skind. ' - ' ^ »Hvorfor trækker De

F o r f u l g t

aar den krakilske Skæbne paa sin Gang Har hittet sig et Offer for sin Vrede, Da hjælper hverken Rigdom eller Rang, Den sluger magre Køer saavel som fede, Og den forfulgte Stakkel, trods sin Trang, Vil 0111 et Skjulested forgjæves lede; Endogsaa i et fredlyst Folkekammer Ham Skæbnen glat væk i Planeten rammer! Den stakkels H ø r u p er et saadant Offer For merbemeldte Skæbnes bitre Had, Saa han med yderst triste Nyhedsstoffer Forsyner idelig sit eget Blad; Og skjønt ved andre Evropæerhoffer Der ses, at Spot og Skade følges ad, Er Integade dog det Sted, som pranger Med Modgang, der er særlig udhældsvanger. — Ak, Lykkens Hjul har drejet sig omkring For H ø r u p og hans Integadedrenge! I Fjor var Tiderne mod ham saa strenge, A t han blev selv hældt ud af Folkets Thing Med H e n n in g J e n s e n o g sin H e r m a n B in g Og led et større Tab af rede Penge, Da ovenpaa Forliset af Mandatet Han blev hældt ud af Statsrevisoratet. Men, Skæbnens Vrede ikke bare vendt er Mod denne Nordens »første Journalist«, Den rammer o g s a a H ø r u p s Referenter Med lutter Udhæld baade her og hist; Tidt faar hans højtbetroede Talenter En Medfart, der maa kaldes saare trist, Naar — skjønt »paa Benene« — lidt uformodet Ad Trapperne de kommer ned — paa Ho’edet.

ikke Deres Pels paa, naar De dog har en, Hr. Jason?« »Spørg min Udgiver,« sagde Jason. »Da jeg i sin Tid anskaffede mig den i Kolkis, var den varm og god. Ja, De veed vel, at Kolkisseme var svært arrige over, at jeg vilde tage den fra dem, saa at jeg maatte sætte mig i Besiddelse af den gjennem Kongens Foged. Saa gik jeg med den i nogle Aar, men, da jeg blev gammel

og graa og ikke kunde mere, blev jeg anbragt her uden Tilladelse til at bære samme, skjønt jeg fryser, saa det kunde røre en Sten, og tit er ved at gaa ud af mit gode Skind af Harme over det.« Han smilte bittert over sin egen Vittighed. Punch lovede ved Lejlighed at sende ham et aflagt Omslag og gik videre til Fru Venus. »Gud, det er der rigtig nok Ingen, der har spurgt mig om før, og der er heller aldrig Nogen, der har forarget sig over, at jeg holdt af at. gaa lidt nedringet. Det er jo meget, pænt af Pastor Løj nba c h , at han har taget sig af det, og der er saarnænd ogsaa dem her i Musæet, der nok kunde trænge til, at der blev oprettet en Beklæd­ nings-Samaritan. Men naar Sandheden, der ellers altid skal være saa dydig, kan være bekjendt at gaa i det Kostume, saa kan jeg da ved